ASØrstedsBetydning

1 0 6

i a t bedømme de andre Beviser, navnlig Indiciebevi-

set. Men det fremgaaer af hans Yttringer saavel paa

dette Sted som i Ny t jur. Arch. 10 B. S. 81 ff., a t

han allerede tidligt, i Modsætning til den da alminde

lige Mening, var meget bange for a t binde Dommerens

Skjøn, og a t han i denne Henseende ikke vil gaae saa

v id t, som f. Ex. Feuerbach. I Kraft af denne hans

almindelige Opfattelse af den juridiske Visheds Natur

og Væsen anser han det for principstridigt a t nægte

Indiciebevisets Tilstrækkelighed i criminelle, ikke mindre

end i civile Sager, og han fremhæver stæ rk t, a t dette

ogsaa vilde være meget skadeligt for Retssikkerheden, da

directe Bevis ved Vidner kun sjeldent kan haves i

criminelle Sager, og den dristige og forhærdede Forbryder

vil være stæ rk t opfordret til haardnakket a t tilbageholde

sin Tilstaaelse, naar han derved er sikkret mod Domfæl

delse, medens p. d. a. S. Indiciebevisets Udelukkelse i

Virkeligheden ikke bedre vilde betrygge den enkelte

mod urigtig Domfældelse, da den Sikkerhed for hans

Skyld, der opnaaes ved Indiciebevis, er ligesaa stor eller

større end den, der opnaaes ved et Vidnebevis, som ikke

yderligere stø ttes ved Omstændighederne D- Den danske

og norske Lovgivning indeholder heller ikke noget

Datum, hvoraf kan slu ttes, a t den udelukker Indicie-

beviset; men der kan tvertimod paavises forskjellige

Lovbud, som naturligst rnaa siges a t forudsætte Tilstede

ligheden af denne Bevismaade. Derfor kommer 0. til

det Resultat, a t Indiciebeviset kan anvendes endog i cri-

’) At 0. meget skarpt har opfattet, at Indicier ikke er et

Bevismiddel for sig, men at det beroer paa indirecte eller

middelbar Slutning fra det, som ved de almindelige Be

vismidler er oplyst, og at der saaledes, foruden at det

umiddelbart Oplyste kan være usandt, ved Indiciebeviset

kommer den Mulighed til, at Dommeren kan slutte for

kert, sees Eun. 4 B. S. 171—72-