112 / 604
105
udfindes, end om man betroede mere til Tribunalerne“.
Han gjentager i denne Forbindelse de fra Afhandlin
gen om Forholdet mellem Staten og Religionen be-
kjendte Paavisninger af, a t det desuden ogsaa er
ugjørligt a t give tilstrækkelige og i alle Tilfælde ud
tømmende Lovregler om det juridiske Bevis. Det er
i al Fald kun muligt a t opstille flere eller færre Reg
ler, der aldrig kunne udtømme, men blot gribe ind
paa enkelte Puncter. Om dette anbefaler sig ved
Hensigtsmæssighedsgrunde, betegner han som yderst
tvivlsomt. I en nogle Aar yngre Udtalelsex) er han dog
tilbøjelig til a t mene, a t Lovene hellere bør indeholde no
gen Ledetraad for Domstolene end efter den franske
Criminalprocesses Exempel overlade Sagen ganske og
aldeles til deres subjective Skjøn, og han vil derfor ikke
forkaste en saadan Regel, som den, a t to troværdige
Vidners paa behørig Maade afgivne enstemmige og
ved in tet andet Datum svækkede Forklaring inde
holder fuldt Bevis. Thi skjøndt en saadan Regel ikke
i sig afgiver noget ufejlbarligt Kjendemærke paa
Sandheden, og uagtet den ikke heller er saa bestemt,
a t den udelukker Dommerskjøn i Anvendelsen, mener
han dog, a t den afgiver et Sammenligningspunct, der,
skjøndt ingenlunde bestem t, dog kan lede Dommeren
J) Jfr. Jur. Tdskr. 9 B. IH. S. 106 8, hvor han udtaler sig i
Anledning af den af mange opstillede Paastand, at det
kan have sin Nytte, til Vejledning for Dommeren, at give
enkelte Regler, der kunne tjene ham til Oplysning om, hvor
vidt Lovgivningen gaaer i sit Krav til juridiskVished, og
at der herved kan virkes imod, at Dommerne enten lade
sig forlede til af en overdreven Skepticisme, dei ikke vil
lade noget gjælde for vist, saalænge det Modsatte deraf
er tænkeligt, at forkaste ethvert Bevis, eller, gaaende til
den modsatte Yderlighed, lade sig nøje med enhver løs
Sandsynlighedsgrund.