109 / 604
102
hvorledes det enkelte foreliggende, in confesso værende
eller beviste, factiske Forhold skal subsumeres under
Lovens almindelige Regel.
I den næsten samtidige Afhandling om Forholdet
mellem Staten og Religionen, jfr. Eun. 1 B. S. 73 ff. 0, ud
vikler han udførligere, a t det ved Afgjørelsen af, om
Bevis er præsteret for en vis Sammenhæng af Sagen,
er umuligt a t binde Dommeren ved strænge logiske
Tvangslove, men a t der maa indrømmes hans Reflec-
tion en høj Grad af Frihed. Selv om Lovgiveren vilde
indskrænke Dommeren til visse bestemte Data, saa-
ledes a t han alene i dem maatte søge Yished om det
Factum , Trætten angaaer — altsaa indskrænke ham
til de i Loven udtrykkeligt hjemlede Bevismidler —,
vilde det dog ikke kunne undgaaes, a t Anvendelsen
af disse Regler i høj Grad maatte beroe paa Domme
rens frie Reflection, paa hans umiddelbare Tact for
det Rette og Sande. Selv rned Hensyn til Vidnebeviset
er det umuligt med mathematisk Nøjagtighed a t be
stemme, naar det enkelte Vidne er fuldstændigt bevi
sende, og endmere a t give udtømmende Regler for
Afgjørelsen, naar Vidner staa mod Vidner, eller naar
de flere Vidner ikke ere aldeles samstemmende i et og
alt. I Forbindelse hermed fremhæves, a t Dommerens
frie Skjøn maa have et endnu større Spillerum ved
Afgjørelsen af enkelte Dele af Factum, og navnlig, at
det er umuligt, naar egen Tilstaaelse ikke kan faaes,
a t tilvejebringe et umiddelbart factisk Bevis til Afgiø-
relsen af det højst vigtige Spørgsmaal, om en lovstri
dig Handling er foretaget i det Forsæt a t overtræde
') Om denne Afhandling, som kom offentlig frem i 1807,
siger 0. selv i Fortalen til Eun. 1B. p. IV, at den største
dels er udarbejdet flere Aar førend den Tid.