115 / 604
1 0 8
som in te t“, og selv efter a t denne Bevismaades Til
strækkelighed fik udtrykkelig Anerkjendelse ved Fr.
8 Sept. 1841, fremhæver 0., a t Anvendelsen vedblev
a t være meget indskrænket. 0
Ogsaa paa det andet Punct i denne Undersøgelse
om Forholdet mellem Dommerens Selvvirksomhed og
Parternes Procedure ved Afgiørelsen af de enkelte
Retstilfælde, har 0. tilvejebragt Klarhed, hvor forhen
herskede Dunkelhed og Misforstaaelse, idet han har
eftervist, a t selv naar alle factiske Oplysninger ere
tilvejebragte, og Dommeren har bestem t disses Bevis
kra ft, eller selv om den factiske Sammenhæng er in
confesso, bliver endnu en anden Operation nødvendig,
nemlig a t reducere det oplyste Factum til det Rets
begreb, hvormed Loven byder, a t en vis Virkning skal
forbindes, jfr. Eunomia 1 B. S. 76—78, hvormed
kan sammenholdes Nyt jur. Arch. 10 B. S. 61 ff.
Denne Operation — siger han — plejer man a t over
ses, foradsættende, a t Loven ligefrem og ved en sim
pel
logisk Subsumtion skal kunne anvendes paa Fac
tum,
saaledes som dette ved Vidners Udsigende eller
Partens
Tilstaaelse oplyses. Men denne Forudsætning
vil ved
nærmere Overvejelse vise sig a t være aldeles
urigtig.. Lovene
kunne ikke opregne og beskrive alle
de enkelte
Faeta, hvorpaa de skulle anvendes, saa-
leåes som
disse umiddelbart vise sig for Sandsean-
skuelsen, men
de kunne blot angive det, en Klasse af
Handlinger
med Hensyn til deres Forhold til Retsbegrebet
have tilfælles,
den juridiske Charakter, der udmærker
saadanne
.Facfa, og disse kunne ikke ved simpel logisk
Safaramtiøn, men kun ved en fri Reflection henføres
linder det legale
Begreb. Som Exempler herpaa an-
D Af mit liv s og min Tids
Hist. 1
B. S. 143 ■ -
44.