117 / 604
110
(lighed for a t handle paa en vis Maade i en andens An
liggender o. dsl., maa Domstolen foretage, og for dens
Forsvarlighed maa den bære det moralske og juridiske
Ansvar.
En saadan Analyse af Dommerens begrebsmæssige
Stilling overfor det Materiale, som tilveiebringes ved
Bevisførelsen, hvad enten denne besørges af Parterne
selv, som i Civilprocessen, eller sker ved en af det
Offentlige foranstaltet Undersøgelse, som i Criminal-
processen, savnedes ganske i den tidligere Literatur,
og der var ikke engang gjort Forsøg paa a t udbrede
Lys over denne vigtige Gjenstand. Kun gjordes e t
Par tarvelige Bemærkninger om, a t juridisk Yished
ikke var det samme som mathematisk Yished, men
alene en høi Grad af Sandsynlighed, jfr. Nørregaard §
1772. En nærmere Indgaaen paa de videre Følger heraf,
fandt ikke Sted; der anstilledes ikke engang nogen
Undersøgelse om Indiciebevisets Tilstedelighed, hvoraf
nærmest maa sluttes, a t det ikke ansaaes tilstrække
ligt til a t afgive fuldt Bevis. Og a t den re tte For-
staaelse af, hvad der overhovedet kan være Gjenstand
for juridisk Bevis, manglede, fremgaaer deraf, a t
Nørregaard forskjelsløst nævner som Gjenstand for ju
ridisk Bevis baade Factum og Loven, jfr. § 1769.
Som et processuelt Æmne, der strax ved
0
/
Indtrædelse i den practiske Dommervirksomhed fik en
høi Grad af Interesse for ham, maa anføres Læren
om Bevisbyrden. D „Denne Gienstand havde“ - siger
han 1. c. — „hidtil kun faaet den løseste Behandling,
der ei gav andet end nogle halv sande eller dog ikke
nøie nok bestemte eller tilstrækkelig begrundede Al
mensætninger, som det for endel ei engang var logisk
muligt a t anvende i det virkelige Liv“. Paa den
J) Af mit Livs og min Tids Historie 1 B. S. 193.