122 / 604
gjældende, a t der ikke skal sees. paa den logiske Form,
hvori Sætningen fremsættes, men a t det, naar man vil
bestemme Bevisbyrden, kommer an paa, hvad der
virkelig og i Naturen er et Factum. Vedblivelsen af
den Tingenes Ordning, der engang bevislig har fundet
Sted, er herefter intet reelt Factum; kun en Foran
dring i hin oprindelige Tilstand fortjener i Virkelig
heden dette Navn. Denne Theori leder altsaa bl. a.
til, a t den, der paastaaer en Forandring i den beviste
eller in confesso værende Tingenes Tilstand, maa føre
Beviset herfor. Men 0. gjør herved opmærksom paa,
at det vel er en rigtig Sætning i Bevisbyrdelæren, at
naar en vis retlig Tingenes Tilstand er bevist (eller
in confesso), maa det være dens Sag, der paastaaer
en Forandring heri, a t føre Bevis derfor, men a t kun
en ringe Deel af de Tilfælde, hvor Vanskelighed med
Hensyn til Bevisbyrden opstaaer, lader sig afgjøre ved
den Begel. Det er nemlig ikke .altid, a t Forholdet
mellem begge Parternes Foregivende er det, a t den
ene paastaaer Vedvarenheden af, den anden en fore-
gaaet Forandring i en Tingenes Orden, om hvilken det
er givet, a t den engang har fundet Sted. Undertiden
gaa begge Parternes Paastande ud paa en forskjellig
Beskaffenhed ved den omspurgte Tingenes Orden, uden
115
bart Resultat vilde udkomme ved at gjøre dette til det
ene afgjørende, opstiller han desuden en Række af Præ-
sumtionsregler, der formentlig ere grundede i logisk Nød
vendighed, og udtaler tillige, at disse af den positive Lov
givning bør suppleres ved legale Præsumtioner. Men
disse Præsumtionsregler ere dels naturligvis ikke ud
tømmende nok til at omfatte alle Livsforhold, dels i den
høieste Grad vilkaarlige. Hans Theori kan, skjøndt den
dog i nyere Tider er gjenoptaget, neppe ansees for andet
end et sindrigt Tankeexperiment, men er uden Betydning
for Opgavens virkelige Løsning.
8
’