108 / 604
101
Aarh. var det baade hertillands og andetsteds den
herskende Forestilling, a t den juridiske Vished var en
ganske ejendommelig A rt af Vished, der ved en abso
lut Grændse var adskilt fra den almindelige moralske
og historiske Vished. Man stillede derfor det Krav
til Lovgivningerne, a t de ved aldeles sikkre og faste
Kegler, der in tet overlode til de Dømmendes Skjøn,
skulde afpæle, hvad der udgjorde juridisk Vished, og
dermed tillige var Betingelsen for, a t Lovene — hvor
ved man især tænkte paa Straffelovene —, kunde
anvendes mod nogen. Heri saa man det „sikkreste
Værn om Borgersikkerheden, det tryggeste Gjærde mod
Domstolenes og Øvrighedernes Despotisme“. Retterne
burde — mente man — ikke have anden Myndighed,
end a t „modtage det i Loven nøie og med alle de
Mærker, der i det nu i Virkeligheden indtrufne Til
fælde umiddelbart vise sig for Sandserne, beskrevne
Bevis for Tilstedeværelsen af det ligesaa nøie be
skrevne Factum, og derefter forbinde den Retsvirkning
med dette enkelte Tilfælde, som Loven engang for alle
har erklæret a t skulle forbindes med alle slige Til
fælde“. Her i Danmark fremkom disse Krav især fra
de Skribenters Side, som arbejdede paa a t hævde og
sikkre Pressefriheden, og som angrebe den bestaaende
Lovgivning bl. a: fra det Synspunct, a t Forfatterne
formedelst Lovenes Ubestemthed vare prisgivne Dom
stolenes vilkaarlige Skjøn. Derfor fik 0. den første
Lejlighed til a t komme ind paa en nærmere Drøftelse
af disse urimelige og overspændte Fordringer i Skrif
te t om Frd. 27 Sept. 1799, hvor han (S. 215 ff.) viser,
a t Lovene ikke kunne give aldeles bindende Regler,
der intet overlade til Dommerens Skjøn, hverken for-
saavidt angaaer Bedømmelsen af, om Bevis er tilveje
brag t, eller forsaavidt angaaer Afgjørelsen af, om og