103 / 604
stændig Paastand nedlægges (om den end kan lyde
ens med den oprindelige Parts).
Hvad der nærmest kan udsættes paa 0 / Behand
ling af Ærnnet, er, a t han ikke skænker det Spørgs-
maal en Undersøgelse, om principal (eller blandet) In
tervention kan finde Sted, naar de oprindelige Parter
(enten begge eller den ene af dem) modsætte sig det.
Han forudsætter som givet, a t saadan Intervention
maa tilstedes, naar den Intervenerendes Paastand
virkelig har samme Gjenstand som den begyndte Pro
ces mellem de oprindelige Parter, idet han anseer det
for afgjørende herfor, a t „den principale Intervenient
forfølger en selvstændig Ret, som ikke kan betages
ham eller lide nogen Indskrænkning formedelst den
forhen uden hans Medvirkning eller Forevidende iværk
sa tte Procedure“ (1. c. S. 13), hvorfor han finder det
utvivlsomt, a t han maa kunne træde ind i Sagen, uden
Hensyn til, hvorvidt den mellem de oprindelige Parter
alt er fremmet, og a t han ikke kan bindes ved nogen
af disses Yedgaaelser, Renunciationer eller Forsømmelser.
Den eneste Grændse i saa Henseende, som han fastholder,
er, a t Interventionssøgsmaalet maa angaae samme Gjen
stand som Hovedsøgsmaalet. „Dersom Intervenienten
vilde udvide sin Paastand uden for dettes (Hovedsøgs-
maalets) Grændser, vilde der med Føie kunne protesteres
imod, a t Sagen blev opholdt og vidtløftiggiort, forme
delst en saadan, i det mindste den ene af Parterne
uvedkommende Punct.
Dette samme giælder og,
dersom en af Parterne skulde finde for godt, mod In
tervenienten a t fremføre et Søgsmaal, hvis Paakjen-
delse ikke var fornøden til Hovedsøgsmaalets Afgjø-
relse“ (1. c. S. 19).
Det er her undgaaet ø .’s Opmærksomhed, a t det
vel er en ubestridelig Sandhed, a t en Person, som
mener a t have Krav paa den mellem de oprindelige