100 / 604
vet var en udelelig Fordring. Men senere har han,
navnlig i Hdbg. 6 B. S. 458 ff., nærmere deduceret og
udvidet sin Paastand derhen, at der i alle Tilfælde,
hvad enten en udelelig Modfordring eller flere enkelte Mod
krav fremføres, kan gives Dom for det overskydende.
Et Støttepunct for denne Lære søger han i den Hy-
pothese, a t D. L. 1. 2. 23 er hentet fra den ro-
mersk-tydske Proces, i hvilken der ikke kjendes den
Begrændsning af Contrasøgsmaalets Virksomhed, at
der ikke kan gives selvstændig Dom over Hovedcitan-
ten efter det. Men om man end vil forkaste denne
Hypothese — for hvilken dog meget kan tale, jfr.
L. Aubert De norske Retskilder S. 162 —maa det mær
kes, at den heller ikke, —som 0. selv fremhæver 1. c.
- for ham er Hovedargumentet. Det, som for ham er det
egentlig afgjørende, er, a t det er grundet i Forholdets
Natur, a t Contrasøgsmaal, naar det overhovedet til
stedes, bør virke fuldt ud, altsaa til Dom for det
overskydende, hvis Sagens Beskaffenhed fører hertil,
og a t Lovgivningen ikke indeholder nogen Hindring
for a t antage dette, da 1. 2. 23 ikke udelukker, at
Hovedcitanten kan dømmes, idet det blot hedder
„stande sin Vederpart til Rette“. Det udvikles sær
ligt, hvorledes det, dersom man vil tilstede Dom for
det overskydende, naar en enkelt udelelig Modfordring
fremsættes, bliver nødvendigt, for a t undgaae proces
suelle Vanskeligheder, a t antage det samme, ogsaa
naar flere Modfordringer gjøres gjældende. Det store
Fremskridt i den rette Opfattelse af Contrasøgsmaalets
Natur, som skyldes 0., bestaaer saaledes i, a t han —
skjøndt han ikke directe udtaler det — har emanci
peret sig fra den gamle Fordom, under hvis Indflydelse
baade Larsen og Bang staa, at Tyngdepunctet i dette
hele Spørgsmaal er Værnetingshensynet, og at Be
tænkeligheden ved a t tilstede Contrasøgsmaal egentlig