95 / 604
88
derfor saaledes for 0 ., a t man umuligt kunde anse et
saadant Resultat for givet ved D. L. 1. 4. 30, R. L. 32,
medmindre det var ganske uundgaaeligt a t fortolke denne
Art. saaledes. Vel var det saa i den almindelige
tydske Pi oces, a t Indstævntes Udeblivelse regnedes
foi Benægtelse af Modpartens Fremstilling af Sagen,
skjøndt der ellers, ligesom hos os, stilledes den For
dring, a t Proceserklæringerne skulde afgives betimeligt
og med fornøden Tydelighed og Specialitet, men 0.
paaviste, a t andre Eiendommeligheder i den alminde
lige tydske Proces, navnlig Adgangen til Edsdelation,
bevirkede, a t Forholdet stillede sig anderledes end hos
os, og a t Sætningen ikke i den medførte nær saa for
dærvelige Følger for Retsplejen, som den vilde afsted
komme i voi Ret, hvorhos han ogsaa gjorde opmærk
som paa, a t den i flere nyere tydske particulaire Proces
love foi kastedes, ligesom mange Tlieoretikere kritiserede
den som skadelig og uheldig. Inconseqventsen i vor
Ret vilde desuden i en anden Retning blive endnu
større, da man paa Grund af Ordene i PI. 13
Aug. 1/66 § 2 umuligt kunde undgaae a t tillægge
Indstævntes Udeblivelse paa Sagens senere Trin den
helt modsatte Virkning, nemlig den, a t han agte
des foi in tet a t have a t indvende mod Citantens
seneste Anbringender, medens den almindelige tydske
Pi oces følgerigtigt anvender samme Grundsætninger
paa en senere Udeblivelse som paa Udeblivelse fra
Begyndelsen af. 0. blev derfor naturligen bragt til a t
spørge sig selv, om det virkelig var nødvendigt a t
foi staae D. L. 1.4.30, R. L. 32, paa den af Theorien antagne
Maade, og ved en nøiere Analyse af Lovstedet kom
han til det Resultat, a t det tillod en Forstaaelse, hvor
efter det ikke var til Hinder for a t lægge Citantens
Fremstilling til Grund for Paadømmelsen, naar Ind
stævnte udeblev, men dog saaledes, a t Dommeren