99 / 604
9 2
men deres hele Affattelsesmaade ligner ham saameget,
a t det ligger nær a t antage, a t de i al Fald indirecte
skyldes hans Virksomhed og de ved ham i Retten
indførte Anskuelser, selv om han ikke ligefrem har
deltaget i deres Afsigelse. Herved sigtes d e l s til en
Dom i Nyt jur. Arch. 3 B. S. 68, hvori den vistnok natu r
ligste Opfattelse af, hvad der skal forstaas ved „rig
tig t og puurt Haandskrift“, er fremsat, medens de tid
ligere Anskuelser herom vare aldeles uklare og urigtige,
som ovenfor er bemærket, d e ls en Dom i Nyt jur. Arch.
2 B. S. 249, hvori det er statueret, a t den, der søger efter
rigtigt og puurt Haandskrift, maa taale Contrasøgs-
maal til Compensation efter Regnskabskrav, naar dette
ikke af ham bestrides, hvoraf endvidere som en vig
tig Conseqvents af Læren om Proceserklæringerne ud
ledes den Slutning, a t Hovedcitanten er pligtig a t
erklære sig over Contracitantens Regnskabskrav, og
a t Contrasøgsmaalet derfor i Tilfælde af, a t dette
ikke. sker paa behørig Maade, admitteres.
Ved de anførte Domme ere første Gang de vig
tigste Sætninger i Læren om Contrasøgsmaal bievne
klarede paa en saadan Maade, a t de senere have væ
re t betragtede som faststaaende. Angaaende et andet
vigtigt Punct i denne Materie har 0 . ogsaa først
fremsat den Anskuelse, som vistnok er den rette, og
til hvilken i al Fald de senere Forfattere have slu ttet
sig i Modsætning ikke blot til N ø r r e g a a r d og de
ældre Theoretikere, men ogsaa til L a r s e n (Saml.
Skr. III. 1. S. 265) og delvis til B a n g (Procesmaaden
§ 38), nemlig a t Dom for det overskydende kan
gives overalt, hvor overhovedet Contrasøgsmaalet er
tilstedeligt. Allerede i Aaret 1812 havde 0. i en
Note i Nyt jur. Arch. 4 B. S. 173, i Modsætning til
den da almindelige Mening, ud talt, a t Dom for det
overskydende neppe burde nægtes, naar Contrakra-