98 / 604
91
Citanten havde samme "Vserneting som de t, hvorved
Sagen var anlagt, i hvilket Tilfælde man ikke syntes
at have set nogen Betænkelighed ved a t tilstede Dom
efter Contrasøgsmaalet.
I dette Vilderede har O. skaffet Klarhed og Be
stemthed. Han slog først fast, a t Contrasøgsmaal
maatte tilstedes for enhver Modfordring, der stod i
materielt Sammenhæng med Hovedfordringen (var
connex med den), uden a t herved Betingelserne efter
5. 14. 6 kom i Betragtning, og selv om Hovedcitan-
ten ikke havde Værneting, hvor Sagen var anlagt, ja
selv om det var en Udlænding, som ellers i den Sag
aldeles ikke kunde drages for vore Domstole, jfr. en
uden Tvivl af 0. skreven Dom fra Aaret 1802 i A. f.
R. 1 B. S. 127, senere stadfæstet i Højesteret, jfr. 1. c.
S. 442; og efter denne Afgiørelse er Sætningen senere
fulgt i Praxis og ikke omtvistet i Theorien. Der
næst hk 0. i en anden Dom fra Aaret 1808 i A. f.
R. 4 B. S. 169, i Modsætning til den ældre Lære, an-
erkjendt — hvad der derefter er bleven anset som
staaende fast — a t kun den, der søger efter „rigtigt
og puurt Haandskrift“, har Ret til a t fordre illicjvide
Modkrav, der gjøres gjældende ved Contrasøgsmaal,
afviste, men a t dette derimod ingenlunde gjælder om
den, der gjør et Regningskrav gjældende, selv om dets
Rigtighed aldeles indrømmes af Modparten, da det
ikke blot strider mod Lovens Ord i 5. 14. 6, men og-
saa vilde mangle al S tøtte i Forholdets Katur og den
formodede Hensigt med Lovens Bestemmelse, om Ind
stævntes Oprigtighed skulde skille ham ved den ham
ellers efter Lovens Ord tilkommende Ret til at gjøre
Regnskab gjældende mod Regnskab. Se herved ogsaa
Hdbg. 5 B. S. 162. I denne Materie haves endvidere
tvende interessante Overretsdomme fra Aaret 1811;
de ere afsagte kort efter 0 .’ Udtrædelse af Retten,