54 / 213
54
THELMA JEXLEV
ved stranden, som derefter blev overtaget af Frederik I.s kansler Claus
Gjordsen. Gården var en af de ejendomme, som Erik af Pommern
havde overtaget fra Roskildebispen i 1416, da han ved dom erhver
vede København. I
1377
var gården endnu i privateje og tilhørte en
af de velstående indvandrere Gødeke Stenweghere, som ejede to an
dre grunde og derfor havde udlejet den til en anden tysker, Herman
Trendekop. Gødeke var antagelig broder til Sywart Stenweg(ere),
der forud for
1377
havde bygget en gård og ejede to andre grunde,
Sywart blev borgmester og ægtede en velstående bagerdatter. Hendes
far kaldes i
1377
konsekvent Henricus Pistor, men træffes i flere do
kumenter som Henrik Oom. Han er rimeligvis en indvandret tysker,
der er dansk gift. Hustruens navn Katrine siger dog intet om natio
nalitet, men ældste søn hed Laurencius, han er død før skiftet efter
faderen 1392 og nævnes hverken som »Pistor« eller »Oom« i
1377.
To yngre sønner, Gerardus og Johannes, blev gejstlige i Roskilde,
ligesom dattersønnen Hans Sivardsen senere blev »evig« vikar i Lund.
Byernes bedre borgerskab har sammen med adelen været rekruterings-
base for senmiddelalderens talrige kapitelgejstlighed.16
Som allerede nævnt er listerne fra 1377 og 1 5 10 ikke umiddelbart
sammenlignelige, men der bør nok yderligere gøres opmærksom på
en skævhed, idet
1377
indeholder et ikke ubetydeligt antal gejstlige
personer, mens gejstligheden som sådan har været fritaget for udbud
i 1510. Jeg har ikke som Troels Fink frasorteret de gejstlige, da det i
nogle tilfælde ikke kan afgøres, om dominus betegner en præst eller
en ridder. Da adskillige gejsdige bærer tyske navne, ville procenttallet
for tyskerne i en ren verdslig gruppe næppe nå ret meget højere op
end de angivne 25 % .
Ifølge stadsretten var det forbudt adelige at eje gods i København,
men dette er formentlig ændret i den periode, byen havde været i
kongens besiddelse, bl.a. anføres drosten Henning Podebusk som ejer
af en gård, hjømegrunden ved Østergade og Købmagergade. Der
nævnes enkelte andre adelspersoner og deriblandt et par adelsfruer.
Derimod er hr. Jens af Ramløse og hr. Jens Pedersen af Husum, der
af Ramsing opfattes som adelige bispefogder, snarere sognepræster.
Stadsrettens krav om, at den som aflagde ed til nogen anden herre
end biskoppen, skulle sælge sit (arve)gods i byen inden 3 måneder,
må også have mistet sin gyldighed - hvis det nogensinde er blevet