55 / 213
KØBENHAVNS BORGERE 1377 OG 1510
5 5
overholdt. Ganske vist var det muligt at eje jord i København og sam
tidigt være borger i Roskilde, hvis man vel at mærke boede i bispens
fjerding., men borgerskab i
f.ex. Malmø eller Køge kan ikke bortfor
klares på samme måde. Claus Dankenhawen kendes fra dokumenter
som borgmester i Malmø 1 376-81 og var derfor bosat der, hans ejen
dom i København er da også udlejet. Det har vel også været tilfældet
med Iver Nielsens gård, selv om det ikke nævnes. Han træffes bl. a.
1378 som borger i Malmø sammen med sin søn Svend Iversen, der
senere blev rådmand i Malmø. Mindst 4 personer var borgere i Ros
kilde både før og efter 1377, Jakob Skrædder, Mogens Ingvarsen,
Mogens Lang og (Niels Pedersen) Snefugl. Om Jakob Skrædder
nævner jordebogen udtrykkeligt, at han var borger i Roskilde, Mogens
Lang, der var en fremtrædende Roskilde-borger og fader til biskop
Bo i Århus, havde kun et enkelt boderum, som var udlejet, mens de
3 andre hver især havde flere ejendomme. Der fandtes både danskere
og tyskere blandt Københavns største private grundejere. Mogens
Ingvarsen i Roskilde ejede 7 grunde og gjorde krav på endnu 6, som
han dog efterhånden måtte opgive. Anders (Pedersen) Holbæk og
hans broder, præsten Jakob Holbæk, var nok sønner af en fra Hol
bæk indvandret borger eller var evt. kommet via Roskilde, hvor der
fandtes flere fremtrædende borgere, som brugte navnet Holbæk, uden
at slægtskab dog kan påvises.17 De ejede adskillige gårde, grunde og
boder. Blandt indvandrerne hører Bennike Suthena til de mest vel
havende, af hans 9 gårde og grunde var de 5 bortlejede, og desuden
havde han en badstue. Enkelte af indvandrerne, som tog borgerskab
i byen, skaffede sig fodfæste ved at tilpante sig grunde for deres li
kvide kapital og opnåede måske derved større chance for at blive aner
kendt som ægteskabskandidater.
Til sidst nogle bemærkninger om kvinderne. Bortset fra døde-
bøgerne og visse gildemedlemslister fører kvinderne en tilbagetrukket
tilværelse i middelalderkildeme. Men man er ofte tilbøjelig til at vur
dere kvindens stilling ud fra senere tiders forhold og glemme, at der
både retsligt og socialt sker en tilbagegang efter reformationen, og at
denne tilbagegang kodificeres i Danske Lov. Det sker ikke så sjældent
i middelalderdokumenter, at kvinder optræder som selvstændige juri
diske personer uden værge, ligesom der i enhver middelalderlig jorde-
bog vil være anført nogle kvinder, dog sjældent så stor en procent