Previous Page  60 / 213 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 60 / 213 Next Page
Page Background

D E Æ L D S T E

K Ø B E N H A V N S K E R E A L R E G I S T R E

A F H A R A LD JØ R G E N S E N

Allerede i de middelalderlige landskabslove blev det fastslået som en

almindelig regel, at ejendomsoverdragelser skulle foregå på tinge.1

Både sælger og køber opnåede hermed sikkerhed for, at en videre

kreds, først og fremmest de tilstedeværende tingmænd, i påkommende

tilfælde kunne bekræfte, at en ejendomsafståelse havde fundet sted.

Til yderligere sikkerhed kunne tinget udstede et dokument, et såkaldt

tingsvidne, der bekræftede ejendomsafståelsen. Der er bevaret et ikke

ringe antal sådanne tingsvidner, men om størsteparten af de foretagne

ejendomsoverdragelser har man overhovedet ingen skriftlige vidnes­

byrd. Ved Chr. II.s landslov af 1 52 1 blev det påbudt, at der skulle

ansættes særlige byskrivere til at føre en »dombog«, hvori der skulle

indføres notater om samtlige domme afsagt ved bytinget.2 Det er dog

ikke sandsynligt, at dette påbud er blevet efterfulgt i alle danske køb­

stæder. Eet forhold kan i hvert fald fastslås: bevarede tingbøger fra

1. halvdel af 1500-tallet er meget sjældne. Som eksempler kan næv­

nes tingbøger fra Ribe fra 1527 og fra Helsingør fra 1549.

I den såkaldte Dronningborgske reces af 1 55 1 udvidedes påbudet

om at føre tingbøger til tingskrivere overalt i riget, og man indskær­

pede, at skriverne skulle notere afsagte domme, skødebreve og andre

retslige dokumenter af betydning. Gennem de bevarede tingbøger har

man mulighed for at skaffe sig kendskab til samtlige ejendomsover­

dragelser inden for en bestemt retskreds, og efterhånden som det bli­

ver almindeligt at optage lån i fast ejendom, kan man ligeledes stu­

dere denne låntagnings udvikling. Antallet af bevarede tingbøger fra

slutningen af 1500-tallet er dog fortsat yderst begrænset, men i år­

hundredets sidste tiår dukker de op i større mængde. Efterhånden som

antallet af ejendomshandler og pantsætninger øgedes, var der visse

byskrivere, der fandt det praktisk at anlægge særlige protokoller for

skøder og pantehæftelser. I Helsingør kendes sådanne protokoller fra