Previous Page  63 / 213 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 63 / 213 Next Page
Page Background

visse lakuner. Således mangler protokollerne fra 1704-06, 1708,

1 7 10—1 1 , 1 7 1 4—22 og 1727—28. Formodentlig er alle disse protokoller

ligeledes gået tabt ved branden. En nyanlagt protokol begynder med

tinglæsninger foretaget 18/ 10 1728, der var sidste ordinære tingdag,

inden branden brød ud d. 20/10 om aftenen. I godt en måned kunne

bytinget ikke træde sammen. Det skete første gang d. 29. november

i byfogdens hus på Østergade. Man har formodentlig reddet selve

de dokumenter, der blev præsenteret d. 18/10 og har så indført dem i

den nyanskaffede protokol, som blev taget i brug 29/ 1 1 . Også obliga-

tionsprotokolleme er forsynet med alfabetiske registre på fornavne.

Bag oprettelsen af de to nye protokolrækker har utvivlsomt ligget

rent praktiske hensyn. Antallet af skøder, adkomstdokumenter og

panteobligationer har i en by af Københavns størrelse været af et

sådant omfang, at det har været upraktisk at indføre dem i tingbøger •

ne, og man har også skønnet, at det havde interesse at bevare den

fulde ordlyd af disse dokumenter ved bytinget. Det må have været

forbundet med et ikke ringe besvær at bevare overblikket over dette

omfangsrige og brogede materiale. Indtil videre havde man som

eneste indgang til materialet de ovenior nævnte personregistre, og man

kan forestille sig, at det har været meget tidrøvende i den enkelte

sag at finde frem til alt relevant materiale. Man forstår også, at den

ansvarlige for bytingsarkivet har koncentreret sig om at redde det

arkivmateriale, der vedrørte ejendomsretten til huse og grunde, ud af

det brændende rådhus. Det ville have været noget af en katastrofe for

byen og for dens grundbesiddere, hvis dette materiale var gået tabt.7

Da bytinget genoptog normal virksomhed efter branden i oktober

1728, fortsatte man med den procedure for tinglæsning, man hidtil

havde fulgt, og de engang anlagte protokolrækker videreførtes. Man

fortsatte ligeledes med at føre de traditionelle personregistre. I 1738

udstedtes en forordning om pantebøgers »og de deraf givne ekstrakters

tilforladeligere indrettelse og behandling efterdags«.8 Baggrunden for

disse nye skærpede bestemmelser, der blev bakket op med trusler om

alvorlig afstraffelse, hvis man ikke fulgte de givne påbud, var de sørge­

lige tilstande indenfor pantevæsenet. Man havde adskillige eksempler

på, at svigagtige låntagere havde udnyttet den manglende eksistens af

egentlige pantebøger og passende registre til disse til at forskaffe sig lån

i ejendomme, der i forvejen var pantsat. Endnu engang indskærpede

DE ÆLDSTE KØBENHAVNSKE REALREGISTRE

6 3