66 / 213
66
HARALD JØRGENSEN
a,t høre generalprokurøren, og fra hans hånd foreligger en udførlig
erklæring, der er dateret 26/5 1759.
Henrik Stampe indledte med at fastslå, at magistraten naturligvis
var den myndighed, der havde det sikreste kendskab til borgerskabets
omstændigheder, og han fandt sig derfor ikke beføjet til at stille æn
dringsforslag til magistratens henstillinger. »For resten må jeg tilstå«,
fortsatte Stampe, »at jeg anser dette forslag for så godt og nyttigt,
så jeg af hjertet ønsker, at det ej alene snart måtte blive iværksat i
København, men at det og efterhånden må blive introduceret i de
andre stæder udi Danmark, såvel udi købstæderne som på landet«.
Stampe fortsatte med at understrege vigtigheden af, at man til enhver
tid kunne fastslå, hvem der ejede eller havde ejet en gård eller et hus,
og hvem der havde haft panterettighed i det. Sålænge dette kun
kunne fastslås gennem et alfabetisk register, ville det medføre utallige
vanskeligheder og være underkastet uvished, »da ejerne ofte changere
og forandres, og de såvel som deres navne ofte er ubekendt for dem,
der fører panteprotokollerne«. Da det ikke lader sig gøre at adskille
gårde, huse eller grund i en købstad eller i en landsby ved et indivi
duelt navn, må man adskille dem fra hinanden med et tal. »Jeg ville
ønske, at man ved landmålingen havde givet hver gård, hus eller
grund i en by sit visse nummer i relation enten til byen eller til sognet,
og at det derhos var blevet foranstaltet, at dette nummer altid skulle
findes udhugget i den øverste dørstolpe eller på et andet lige så be
kvemt sted, så det aldrig kunne glemmes. På den måde kunne derom
aldrig eksistere nogen tvivl eller uvished. Nu derimod behøver man
ofte ved adskillige attester og tingsvidner at bevise, at den gård i en
landsby, som nu bebos e. g. af Niels Pedersen, er den samme, som,
da landmålingen skete, blev beboet e. g. af Jens Larsen. Jo længere
vi komme hen i tiden fra landmålingen, jo vanskeligere vil sådan be
vis blive, og jo nødvendigere vil en slags anden ny indretning i den
henseende være«. Henrik Stampe var altså positivt indstillet overfor
de lokale embedsmænds forslag, og det er ligeledes interessant at kon
statere, at han også straks var klar over de langtrækkende perspek
tiver, som dette forslag indebar.
Kancelliet kunne herefter gøre sagen klar til ekspedition og ind
hente den fornødne kgl. resolution. I henhold til denne udgik der
efter under 27. juli 1759 et kgl. reskript til magistraten angående den