34 / 581
27
tager i Foreningens Liv. Hver Lørdag Aften holdtes der
Foredrag eller Disputere-Øvelser; snart var det en oplæst
Afhandling der underkastedes almindelig Drøftelse, snart
drejede Striden sig om opstillede Theses. I saadanne
Theses finde vi de forste Spor af Konsthistorikeren Høyen.
For at forstaa og bedømme dem, maa man vel lægge
Mærke til, at det kun er Theses, det vil sige Sætninger
der ere stillede paa Spidsen, og som den, der fremsætter
dem, ofte selv kun tillægger en relativ Sandhed, tidt
Paradoxer, som han selv vilde være den Første til at an
gribe, hvis en Anden havde yttret dem*). Den 28. Juni
1821 forsvarede Høyen følgende Theses: »1) Den nordiske
Mythologi er ikke anvendelig for de bildende Konster.
2) Det er ikke altid en Vinding for Ivonsten, at dens
Gebet udvides. 3) Om endogsaa en genialsk Konstner
kunde frembringe et forfjenstfuldt Arbejde i den nordiske
Mythologi, vilde dette dog snarere skade end gavne Kon
sten.« Det er underligt at tænke sig, at han, der senere
understøttede Bissen i hans Fremstillinger af den nordiske
Sagnkreds, og derved har virket mere end maaske nogen
Anden til at aabne den for Ivonsten, ved sin første Op
træden skulde vise sig som en afgjort Modstander af denne
Retning. Sagen var, at dens Tid endnu ikke var kommen,
og at den Vej, hvorpaa man gik frem, næppe kunde føre
*)
Saaledes forsvarede A b r a h a m s (senere Professor i Fransk ved
Universitetet, og derefter Notarius publicus) d. 21. Sept. 1S21
følgende latinske Theses, mod hvilke blandt Andre ogsaa Højen
opponerede; »1) A posse ad esse valet consequentia. 2) Hic
mundus non est primus; Adamus et Eva non fuerunt primi ho-
mines. 3) Unusquisque rex debet esse philosophus. 4) Sæculo
vix præterlapso ars musica nil uovi nobis allene valebit. 5)
Nemo saltat ebrius.