desto mere saa han, hvor utilfredsstillende de tidligere
Behandlinger var, og hvor upaalidelige i Almindelighed de
historiske Efterretninger om Konstværkerne var. Her var
Meget at gjore. Først og fremmest gjaldt det om at se
med egne -Øjne, og saa om at sammenligne Resultaterne
af det Sete med Literaturens Vidnesbyrd^det gjadt om at
samle Materialet til den Bygning, der skulde være hans
Livs Gjerning. 'JDet var uundgaaeiigt nødvendigt, at han
maatte rejse, og det kunde ikke blive en Sviptur; det
maatte blive en Studierejse paa to eller tre Aar. Men
hvor skulde man skaffe Midlerne til en saadan Rejse?
Den gamle Høyen var vistnok en velstaaende Brygger,
men hans Velstand grundede sig paa Arbejde og Spar
sommelighed, og Muligheden af en saadan Udgift som en
Udenlandsrejse var aldrig kommen indenfor hans Tanker.
Dog — havde han sagt A, maatte han ogsaa sige B.
Han havde givet sit Samtykke til at Sønnen opgav Jura
og Theologi for at studere Konsthistorien; han maatte
ogsaa forsyne ham med Midlerne dertil. Forstod han ham
end ikke ret, saa havde han dog Tillid til ham, og med en
under de daværende Forhold sjelden Rundhaandethed lovede
han sin Søn 400 Specier aarlig i 3 Aar til en saadan
Rejse. Med den inderligste Taknemlighed modtog Sønnen
dette Offer; han vidste, det var ikke ringe; men for ham
beroede Alt paa denne Rejse. Han vidste vel, han vilde
savne sit kjærlige Hjem og sine kjære Venner, først og
fremmest sin Forlovede og Kundby Præstegaard, men hans
Muse vinkede ham, og uden hende var han jo Intet, hver
ken for sig selv eller for Andre. Han hengav sig derfor
ganske til Forventningens Glæde, lod Pantasien dvæle ved
alle de Herligheder, han gik imøde, og traf med bankende




