146 / 211
E R I K R A F N
den, idet der overalt, hvor den opførtes, dannedes musikalske par
tier for og imod Rossini, og kunstdebatten var ofte meget liden
skabelig, hvilket vel også virkede som reklame for Rossini. Tiden
er kendt for sine livlige litterære debatter; en musikalsk debat var
noget relativt nyt, idet man først på dette tidspunkt fik en egentlig
musikkritik. Et enkelt fortilfælde fandtes dog i den i slutningen af
1770erne løbende strid mellem tilhængerne af henholdsvis C. W.
Gluck og Nicola Piccini om operaformens principper, hvor de først
nævnte mente, at musikken til arierne skulle have større tilknyt
ning til teksten og således være mere dramatisk, medens de sidst
nævnte satte musikkens skønhed i første linie, således at arien kunne
betragtes som et afsluttet koncertstykke og forbindelsen mellem tekst
og musik kunne anses som mindre væsentlig. Denne strid varede
i mange år og blev først afbrudt af den franske revolution.4
Antirossinismen havde sit grundlag i nationale interesser. De
lokale komponister frygtede - ikke helt med urette - den italienske
konkurrence. I Nordtyskland og i København fandt man den an
vendte operaform forældet og opstillede som modsætning den unge
tyske romantiske musik med C. M. von Weber, der videreførte
Glucks principper, som hovedperson.
Allerede fire år efter den venetianske premiere havde personalet
ved Det kongelige teater i København ved en koncert opført scener
af »Tancredo«, som operaen her kaldtes. I marts 1820 havde skue
spilleren H. Rind under opførelsen af et syngestykke indlagt en
parodi på »Di tanti palpiti«, hvor han med fistelstemme udførte
koloraturerne til stor munterhed.5 Man kan vel heraf slutte, at me
lodien allerede på dette tidspunkt var almindelig kendt. Æren for
den første fuldstændige opførelse i København tilkommer dog syn-
gemester Guiseppe Siboni,0 der i januar 18 19 indvandrede til Dan
mark efter indkaldelse af arveprins Christian (senere Christian V I I I ) ,
Siboni havde tyve år tidligere debuteret som tenorsanger i Bo-
144