150 / 211
E R I K R A F N
kan maaske ikke upassende sammenlignes med et stort brilliant
Fyrværkeri, hvor det ene Billede fortrænger det andet, uden at
lade nogen Tid til overs til Besindelse, førend det endelig trætter«.
Noget mere forbeholden var Thomas Overskou,13 som i sin
teaterhistorie bl.a. skriver: »Publikum indrømmede Rigtigheden
af den musikalske Kritiks Anke over, at Rossini paafaldende havde
forsømt at lægge Karakter i sin dramatiske Musik og i flere Situa
tioner kun søgt at kildre Øret ved leflende, undertiden platte
Melodier«.
I de københavnske musikkredse gik debatten i de følgende år
livligt videre, naturligvis især i kredsene omkring Kuhlau og Weyse,
der hver for sig havde sin menighed. Weyse og hans tilhængere ind
tog den mest uforsonlige stilling til italiensk opera i almindelighed
og Rossini i særdeleshed. I sin selvbiografi,14 hvor han har givet
sin musikalske trosbekendelse, skriver han bl.a.: »Ved alt, hvad
der mishager mig, trøster jeg mig med, enhver Ting i Verden har
sin Tid, og sygelige Forfatninger som den moderne
febrilskfantasti
ske
og
ukunstneriske Hypergenialitet,
ligesom
Rossinimanien,
kan
ikke vare længe, men maa snart føre til en Krisis, hvoraf det er
at haabe, at Musiken vil opstaa til et nyt og herligt Liv«.
Kuhlau, der var mere modtagelig for de forskellige musikalske
strømninger i Europa, misbilligede i princippet italiensk opera,
men lod sig i praksis påvirke. Under et ophold i Wien i efteråret
1821 skriver han i et brev bl.a.:15 »Skuespillet er overhovedet gan
ske fortræffeligt, jeg besøger det mere end Operaen, thi desto
værre driver ogsaa her Rossinis urene Aand sit onde Væsen. Ma
dame Griinbaum er her den første Sangerinde, og hun er overho
vedet den største Sangerinde, som jeg nogensinde har hørt. Det er
uheldigt, at jeg ikke har hørt hende i andre Operaer end Rossinis,
hvori der hersker en utrolig Alarm og Spektakel, i Særdeleshed i
den her saa yndede »tyvagtige Skade«. I denne Opera hører man
148