152 / 211
E R I K R A F N
og operaen fik allerede i 1822 premiere på Det kongelige teater,
hvor den gjorde stor lykke hos Rossini- og Siboni-modstandere.
For Oehlenschlågers vedkommende må også det forhold tages
i betragtning, at han efter sin mislykkede rejse til Italien havde
en del aversion mod alt, hvad der var italiensk. Hertil kom, at
hans musikalske smag var noget konservativ og rettet mod J.A .P .
Schultz’ musik. Dette giver han udtryk for i et satirisk digt, »Tan-
cred og Høstgildet«,58 som han skrev engang, da det sidste stykke
blev spillet aftenen efter det første. Digtet er meget langt, men
nogle enkelte vers kan vi vel citere:
»Høstgildet følge Tancred? Gaaer det an?
Hvad? Bonden oven paa en Herremand?
Umulighed! det lader sig ei giøre.
Et saadant Barbari bør man undgaae;
Thi Folk, som mene, de Musik forstaae,
Vil ikke længer Gadeviser høre.
Min Tancred, ak min Tancred derimod
Har ei saasnart af Baaden sat sin Fod,
Før som en Nattergal han giver Tone,
Og viser, at han er for Triller skabt;
Skiøndt jeg tilstaaer, at Rollen nu har tabt,
Da Helten meer ei spilles af en Kone.
Nu - skal vi hente Heltekraft fra Rom !
Normannen selv, som stærk til Syden kom,
Forvandles til en mandsklædt Sangerinde.
Solfeggier giør os Siælen nu bekiendt,
Nu Halsen være skal et Instrument,
Og Mennesket kan gierne reent forsvinde«.
1 5 0