147 / 211
T A N C R E D I K Ø B E N H A V N
logna sammen med Rossinis moder.7 Han havde udført tenor
partier på en række italienske operascener og var derefter rejst
ud i Europa, hvor han bl.a. i Wien havde gjort stor lykke. Han
opholdt sig i flere år i Wien, hvor han stiftede familie, og hvor
han, som Ebbe Sadolin så fornøjeligt har fortalt om i sin bog
»Vandringer i Wien«, også blev ven med Schubert.8 Arveprinsen
havde i sin tid hørt ham synge i Neapel, nu opholdt han sig i Set.
Petersborg, og hans stemme var stærkt på retur. Formålet med
hans indkaldelse var et dobbelt; dels ønskede arveprinsen, at der
på ny skulle spilles italiensk opera i København, efter at der i tyve
år ikke havde været opført sådanne, og dels ønskede han et frisk
initiativ med hensyn til uddannelsen af Det kongelige teaters san
gere. Siboni fik titel af »Kammersanger hos Kongen af Danmark
og Direktør af den kongelige Syngeskole«. Ved hans ankomst til
Danmark opstod der betydelige vanskeligheder, da hans kompe
tence i forhold til teatrets kapelmester Claus Schall var uklart af
grænset, og den sympati, som derved opstod for Schall i de kø
benhavnske musikkredse, kom til at skabe mange ærgrelser for
Siboni.9
Som naturligt var, skulle Sibonis åbningsforestilling være en mo
derne italiensk opera, og valget faldt på »Tancredo«. I hast blev
teksten oversat af N. T. Bruun, der var teatrets faste oversætter
af stykker på romanske sprog. Oversættelsen, som var meget ringe,
udkom i juni 1820. I forordet hertil hedder det bl.a.: »Opmærk
somme ved det almene Bifald, hvormed Rossinis Tancredo er
modtaget i Italien og Tydskland, og fortryllede af de her be-
kiendte deilige Melodier, have mange Musikvenner, hvoriblandt
selv Theatrets høistærede Chef, Hr. Kammerherre
Holstein,
spurgt
mig, hvorfor jeg ikke omplantede dette Stykke paa dansk Grund
. . . Jeg troer, herved at have beriget Skuepladsens Repertoire med
et erkiendt godt Værk, der, uden synderlig Bekostning, vilde bringe
10
145