153 / 211
T A N C R E D I K Ø B E N H A V N
Den venlige Oehlenschlåger besindede sig dog og gav senere
digtet en efterskrift, hvori det hedder:
»Saadan jeg dømte før, med Ret og Skiæl;
Othello
siden,
Moses, Wilhelm Tell
Gav om Rossinis Aand langt bedre Mening;
Der enes Frugtbarhed af Melodie,
Med Hierte, Charakteer i Harmonie,
Og herlig er slig søsterlig Forening«.
Siboni fortsatte troligt med at opføre Rossini-operaer; sådan
kom i hastig følge »Den heldige List«, »Den tyvagtige Skade« og
»Barberen i Sevilla«, men med vekslende resultat, således blev
»Skaden« pebet ud, hvilket dog vist mere var en demonstration
mod Siboni end mod Rossini. Oehlenschlåger fortæller i sine erin
dringer,1” at kongen var meget fortrydelig herover og mente, at
digteren havde en finger med i spillet. Under en samtale foreholdt
han ham dette. Oehlenschlåger svarede, at kunstens tempel var
ham helligt, og at han derfor ikke havde noget med dette at gøre,
hvortil Frederik V I bemærkede, at han troede på denne forklaring,
da han anså Oehlenschlåger for en brav mand.
I årene efter 1820 konkurrerede »Tancredo« og »Jægerbruden«
om publikums gunst. Ved udgangen af 1829 havde »Jægerbruden«
haft 32 opførelser, medens »Tancredo«, regnet fra premieren i
1820, kun havde haft 29, og medens »Jægerbruden« holdt sig på
Det kongelige teaters repertoire, er »Tancredo« gået helt i glemme.
Debatten om Rossini og »Tancredo« døde ud i København,
men ude i Europa, ja endog i Amerika20 fortsatte striden om denne
opera eller om dens komponist. Især i Paris blev debatten liden
skabelig, og den blussede kraftigt op, da Rossini i 1823 to§ bopæl
her og blev hyldet så kraftigt, så det nærmest kan sammenlignes
med det, der i dag bliver en filmstjerne eller mesterbokser til del.
I 5I