46 / 211
G O R D O N N O R R I E
ikke kunne samle i én pigeskole, fordi antallet af piger var for stort,
så de ikke kunne undervises grundigt i kristendom. Undervisningen
i dansk og tysk havde hidtil ikke voldt vanskeligheder, da de tyske
soldaterbørn havde let ved at lære dansk, »især da det dog vel kun
ne være det mindste af deres Skyldighed, som fødes og opfødes her
i Landet, at lære og viide Landets Sprog. Herimod vilde vel ind
vendes, at naar Ungdommen ej lærdte deres Ghristendom paa
Tydsk, kunde ej heller de Tydske Garnisons Præster, i fald de ej
forstaar det danske Sprog, examinere Ungdommen, men som denne
Forrætning i saadant Tilfælde noksom af de Danske Garnisons
Præster kand bestrides og ej mindre forsvarligen forrættes, saa bort
falder alle sliige difficulteter af sig selv«. Desuden måtte der skaffes
en fond, der kunne holde 4 tyske skoler med 4 tyske skoleholdere,
og det ville have den fejl, at de fattige militære børn ikke fik lej
lighed til at perfektioneres i begge sprog.
Resultatet af kommissionens arbejde blev en kgl. anordning af
1 1 . april 1738, der indledte med at udtale, at ved Krigshospitalets
4 skolers indretning skulle det have sit forblivende. Provsten og
garnisonspræsterne skulle have indseende med skolerne, visitere og
gøre forslag til dygtige subjecta, og ved vacance foreslå direktionen
to eller tre at vælge imellem, der helst skulle være gifte og kunne
informere både i dansk og tysk. Endelig lovede kongen ved ledig
hed at kalde en præst til Ladegården, der såvel var det danske som
det tyske sprog mægtig.
I sin udtalelse af 13. april 1733 havde direktionen bedt om nær
mere forklaring på, hvad man forstod ved betegnelsen militære fat
tige. I reskriptet af 8. maj 1733 var det blevet defineret som: »mili
tære fattige, som ikke siden de fra militien er bievne forløvede, udi
tvende år, ved en eller anden borgerlig næring, havde fundet deres
ophold«, men dette fortolkede Fattigvæsenet som, at de skulle have
haft borgerskab eller særligt privilegium, medens Krigshospitalet
44