142 / 219
140
Leon Jespersen
noget i kraft af fødsel, men blev noget ved at tilegne sig kvalifikationer, vandt
frem. Stormen på København 11. februar og hovedstadens efterfølgende,
’’endelige” privilegier af 24. marts 1659 er skelsættende i Danmarks historie
ved at slå hul på adelsvældens og standssamfundets lovfæstede ulighed med
hensyn til pligter og rettigheder. Som i en prisme samles en række principielt
vigtige udviklingstræk i den københavnske privilegiesag.
Københavns privilegier var en milepæl i ”evne-diskussionen”; de knæsatte
det meritokratiske princip, at det ikke var fødsel, men erhvervede kvalifika
tioner og dyder, der skulle ligge til grund for embedsbesættelser og karriere.
De københavnske borgere præsenterede ikke det meritokratiske princip som
et universelt princip, og privilegierne var snævert rettet mod den ’’private
stand” af gejstlige og verdslige standspersoner. Når man inddrager de mange
udkast til privilegierne, afsløres det, at begrænsningen af ligestillingen af kø
benhavnske borgere og gejstlige med adelen var resultatet af en bitter strid
om privilegiernes udstrækning. Renteskriverne - på vegne af de kongelige be
tjente — forsøgte forgæves at tilkæmpe sig andel i privilegierne. De så afvisnin
gen af deres krav som endnu et overgreb mod dem fra borgernes side. Og de
karakteriserede åbent den svenske belejring af København som en anledning
til, at borgerne kunne få nye og udvidede privilegier på bekostning af andre
grupper i bysamfundet, som de egennyttigt søgte at få underlagt bystyret og
borgerlig tynge, dvs. de byrder der påhvilede borgere, der drev borgerlig næ
ring.
Københavns privilegier voksede ikke, som hævdet af Anders Mathiesen
Hjørring, frem af et harmonisk hovedstadssamfund, men opstod på bag
grund af et langvarigt had mellem byens borgerskab og de kongelige betjente.
Først efter enevældens indførelse fik de kongelige betjente privilegier. Myten
om borgernes passivitet og kongens aktive rolle i privilegiesagen holder heller
ikke. Derimod pressede borgerne til stadighed en fodslæbende konge og hans
rigsråd for at fremskynde udstedelsen af nye privilegier.
Både i 1629 og senere udtrykte understænderne en kritik af adelens pri-
vilegieudøvelse. I borgerstandens udtalelser fra 1630erne og i adelsfjendtlige
viser og skrifter i adelsvældens sidste år kritiseredes ikke kun adelens udøvelse
af privilegierne, men også begrundelsen for dem. Under krig flygtede adelen
og opfyldte ikke sin forsvarspligt, der begrundede standens omfattende pri
vilegier. Desuden misbrugte den privilegierne, og endelig var grupper uden
for adelen lige så kvalificerede til at beklæde de embeder, som adelen i kraft af
sine privilegier havde fortrins- eller eneret til. Under denne tre-dobbelte kri
tik blev det stadig vanskeligere for adelen at retfærdiggøre sin stilling.
Denne selverkendelse af manglende opfyldelse af pligterne bidrog sikkert
til adelens villighed til i adelsvældens sidste år at se bort fra sine privilegier og