137 / 219
Den københavnske p rivilegiesag og 1600-tallets strukturændringer
135
af de sociale forskelle inden for de enkelte stænder. For den store gruppe bor
gere i København, som stod i et debitorforhold til storkøbmændene og boede
i deres lejekaserner, var denne sociale distance håndgribelig. Og med en grov
og unuanceret målestok har man trukket et socialt skel mellem handels- og
håndværksfolk. Trods forbehold over for de mange med ukendt profession
var der en overvægt af handelsfolk blandt underskriverne. Men denne op
deling angiver hverken et skarpt økonomisk eller erhvervsmæssigt skel. Som
nævnt tilhørte underskriverne generelt de bedrebemidlede.
Konsumtionslovgivningen giver vel et ganske godt billede af bysamfun
dets mere komplicerede, sociale lagdeling. I en forordning for København
fra 1610 skelnes der således mellem borgmestre, rådmænd og købmænd, der
måtte indbyde 24 par folk til bryllup samt embedsmænd (håndværkere) og
tjenestefolk, der måtte indbyde 12 par. Desuden omtales ’’thienneste løse
folck, arbeider, daglønner, sielffødinger och andre deris lige”, som højst måtte
indbyde 6 par. I andre forordninger skete der en graduering ud fra formue el
ler skattebetaling.
Den københavnske privilegiesag præges også af modsætningen mellem
handels- og håndværksfolk. Den gav sig bl.a. udslag i uenigheden mellem det
menige borgerskab og magistraten, som var rekrutteret blandt købmændene.
I lighed med den menige, udenråds adel, som i utilfredshed med det eksklu
sive rigsråds styre i 1640erne havde gjort landkommissariaterne - en adelig
protestbevægelse - til en selvstændig politisk faktor, var borgerudvalget på 32
mand, som skulle forhandle med magistraten og regeringen, i sin kærne en
reaktion på polariseringen og utilfredsheden med byens fåmandsvælde.
Privilegiesagen giver et vist indblik i denne modsætning. F.eks. modsatte
magistraten sig at give 32 mands forsamlingen en selvstændig stilling, og ved
valget af ’’byens bedste og fornemmeste borgere”, hvorved man med tidens
sprogbrug forstod byens handelsmænd, valgte man ikke 32, men 31 mænd
foruden 5 repræsentanter for lavene, hvorved man imødekom ønsket om
håndværkerrepræsentation. Klart nok havde hovedparten af de økonomiske
begunstigelser relevans for patriciatet; men en række lempelser som skatte-,
told- og indkvarteringsfrihed havde betydning for borgerne i almindelighed.
Også udsigten til en politisk særstilling for hovedstaden har formentlig appel
leret til den samlede borgerstand.
Renteskriverne og privilegiesagen 1 6 5 8 - 1 6 6 0
Renteskriverne var ansat i Rentekammeret og var dermed en del af den store
gruppe af kongelige betjente i København. At det var en yderst velformuleret
gruppe, der samtidig vidste, hvordan den skulle dokumentere sine påstande
og fremføre sin sag, ses af den omfangsrige sag, der findes om skrivernes strid