135 / 219
Den københavnske p rivilegiesag og 1600-tallets strukturændringer
133
Københavnsprivilegiebrev a f24. marts 1659 (Københavns Stadsarkiv).
der også i de københavnske borgeres privilegieandragende af 4. januar 1659.
Men herefter overstreges de konsekvent i senere udkast, og de optrådte ikke
i de ’’endelige” privilegier, som København fik den 24. marts 1659 - efter
stormen på København. C.O. Bøggild-Andersen havde derfor ret, når han
mente, at de københavnske borgere ikke protesterede mod adelsprivilegier
ne, men ønskede del i demd6 De kæmpede da heller ikke - i første omgang
- for universelle rettigheder for købstadsborgerne i almindelighed, og da slet
ikke for øvrige grupper i det københavnske bysamfund. Der kan imidlertid
kastes lys over forholdet til disse to grupper, dels ved at følge renteskrivernes
strid med det københavnske bystyre om andel i privilegierne, dels ved at se
på mulighederne for at realisere privilegierne i 1659-1660, herunder privile-
giespørgsmålets rolle på det skelsættende stændermøde i efteråret 1660.
Kredsen bag privilegiesagen
Ifølge historikeren Johan Jørgensen henvendte privilegierne sig til storkøb
mændene og patriciatet; købmanden og admiralitetsråden Henrik Müller,
der formidlede kontakterne mellem borgerne og regeringen i august 1658,
karakteriserede Jørgensen allerede på dette tidspunkt som et ”ikke-ansvarligt
medlem af regeringen”, og hvor privilegiedebatten afspejlede betingelserne
for det fremtidige samarbejde mellem patriciatet og kongemagten. Efter den
ne tankegang havde styreformen kun begrænset betydning, og i sin biografi
om Henrik Müller behandlede Johan Jørgensen de politiske krav, som vitter
ligt indgik i de forskellige privilegieudkast, i en fodnoted7Man har imidlertid
aldrig nærmere karakteriseret den kreds på godt 220 personer, som stod bag
privilegiesagen.38