134 / 219
132
Leon Jespersen
indflydelse på lovgivning og beskatning for så vidt var forudsat i tidligere
privilegieandragender, var udenrigs- og sikkerhedspolitik nye kompetence
områder. Borgernes krav var på dette tidspunkt ganske omfattende og gjorde
et stort indhug i adelsvælden. Nok så interessant blev disse konkretiseringer
slettet igen. Regeringen syntes ikke indstillet på at give løfterne så fast form
på et tidligt tidspunkt.
Man diskuterede også borgernes ret til at besidde adels- og krongods, som
de erhvervede ved køb, indførsel eller pant, med samme rettigheder som ade
len. Når disse rettigheder blandt andet fritog borgerne for årligt at sætte god
set til salg, fik de nu endelig løst det spørgsmål, som de havde rejst i 1629.
Kongen tolkede imidlertid bestemmelsen som udelukkende gældende frem
tidige godserhvervelser, mens han med hensyn til gods, som borgerne allerede
havde, ville tage stilling fra sag til sag, hvem der havde gjort sig fortjent til
at have det på adelsvilkår. Borgerne ville være uafhængig af kongens nåde og
hævdede, at adelsfriheden også omfattede, hvad de allerede havde.
I privilegieudkastene fra november 1658 forsøgte borgerne på flere må
der at gøre privilegierne ’’evige” og at sikre dem mod fremtidige overgreb.
Det blev flere steder indføjet, at privilegierne gjaldt den gejstlige og verdslige
stand ”og deres efterkommere”, og eksempelvis at København ’’altid” skulle
være en stabelstad og fri for skat og indkvartering. I et par udkast finder vi
desuden den vidtgående formulering, at hverken håndfæstninger eller reces
ser skulle kunne ændre privilegierne, der også foreslås kaldt ’’uforanderlige”.
Privilegieudkastene giver også indblik i diskussionen om, hvilke grupper
i det københavnske bysamfund, privilegierne skulle omfatte. Når det i flere
udkast præciseres, at privilegierne gjaldt den gejstlige og verdslige stand ”her
i staden”, kan det for så vidt være indføjet af både borgerstanden og adelen /
kongemagten. Men der er ingen tvivl om, at de københavnske borgere så vidt
muligt ønskede privilegierne for sig selv, og at de udelukkede grupper også
opfattede det sådan.
Mens borgerne i maj havde talt om Københavns borgere ”og indvånere”,
gjaldt flere af bestemmelserne mere snævert borgerne, altså dem der havde
løst borgerskab. Det var endnu tydeligere i magistratens redigerede version
fra juni 1658, men i de foreløbige privilegier af 10. august 1658 omfattede
privilegierne udover den borgerlige også den gejstlige stand, ligesom Chri
stianshavn fik enslydende privilegier. Gejstligheden og borgerstanden finder
vi også omtalt i udkastene fra november 1658 - marts 1659, men i flere af
dem har man mellem linjerne tilføjet ”og vores egne betjente”, dvs. den store
gruppe af kongelige tjenere i Kancelliet, Rentekammeret, Tøjhuset, Bryghu
set m.m., der fra borgernes synspunkt udgjorde et ’’hovedstadsproblem”. Fra
at optræde som ’’randbemærkninger” indarbejdes de i andre udkast, herun-