160 / 311
Bøger og sine Kunstsager og Kuriositeter, og ligesom det af ham
paa Københavns Slot anbragte Kunst- og N aturaliekabinet var
Begyndelsen til de fleste af vore senere Museer, saaledes var
hans lille, men righoldige „Kunstkammer“ paa Rosenborg Begyn
delsen til Kongehusets store Samling, som nu fylder alle Slottets
Rum. Og det var hans Lyst, naar der kom fremmede Fyrster
eller Gesandter til København, at vise dem sine Herligheder.
Frederik III var i Modsætning til sin aabne og meget skri
vende Fader en taus og lidet meddelsom Natur. Fra hans egen
Haand har vi ingen Meddelelser om Kongeparrets Ophold paa
Rosenborg, men fra Dagbøger og andre Optegnelser kan der af
og til falde smaa, oplysende Glimt.
Men mere er det heller ikke. Den stæ rke Spænding mellem
Kongeparret og Rigets fornemste Mænd, Christian IV’s og Kirsten
Munks Svigersønner, sam t Kongeparrets fortrykte Stilling i de
første Aar
efter
Christian IV’s Død
vanskeliggjorde
større Selskabelig
hed ved Hove. Det
første Gæstebud, der
holdtes paa Rosen
borg for en Del
Medlemmer af Rigs-
raadet med deres
Fruer fandt Sted
under Herredagen
1649, d.
8
. Juli, be
tegnende nok paa
en Tid, da Corfits
Ulfeld og Leonora
Christine var b o rt
rejst. Dronningen
havde saaledes ikke
nødig, som netop et
Aarstid forinden, at
lade sig se over
Hovedet af sin Svi
gerinde, den høje,
statelige og saa ube
hagelig overlegne
Grevinde Ulfeld.
Men paa den an
den Side opnaaede
Dronningen heller
ikke den Glæde at
kunne føre den for
hadte Dame forbi
Løven og Hesten.
Men det kunde jo
komme en anden
Gang. Det skulde
ikke blive glemt.
Men om Lejlig
heden nogen Sinde
bød sig, bliver et
Spørgsmaal. Netop
to Aar senere, N at
ten mellem den 14.
og 15. Juli, kørte Leonora Christine og hendes Mand i al Stilhed
forbi Rosenborg og ud ad Østerport lidt længere henne i Vol
den. Fra sin Storheds Tid havde Ulfeld endnu Portnøglerne i
Hænde og kunde lukke sig ud.
Landflygtighedens Dage var begyndt. Den gamle Konge havde
ikke muret saa fast under sin Yndlingsdatter, som han havde
tro et og trøstende havde sagt til hende paa Rosenborg under sin
Sygdom.
Naar Kongeparret opholdt sig i København i det første Tiaar
af Frederik JII’s Regering, boede de vist som oftest paa Rosen
borg. Her fandt i alt Fald en Mængde vigtige Forhandlinger
Sted, bl. a. de, der endelig førte til det skæbnesvangre Brud med
Sverige i 1657.
Om S lottet eller Bygningerne i Haven led nogen Skade under
den voldsomme Beskydning i E fteraaret 1658, vides ikke. Det
laa i alt Fald tæ t nok ved den lave Vold til med sine høje
Gavle, Tag og Taarne at afgive et udmærket Maal for de svenske
A rtillerister.
Men der kunde være en vægtig Grund for dem til at skaane
Slottet og ikke rette Ilden imod det. Ti Frederik III havde —
af Hensyn til sine mange kostbare Sager, som han meget gerne
vilde have skaanet — været saa snild at lade den svenske Ge
sandt, Sten Bjælke, hensætte her med Kone og Børn som Fanger.
Kongen naaede sikkert sin Hensigt, at aflede Faren for Rosen
borg, ved dette Paafund. Ti Sten Bjælkes Ophold her kunde ikke
formodes at blive skjult for Svenskerne, og Rosenborg har mulig
vis denne Skytsaand m a lg r é lu i at takke for, at det gik frelst
ud af Belejringen.
Og man synes at have følt sig tryg i Rosenborgs Nærhed.
Trods Tidens Alvor morede Dronningen sig efter Evne og kørte i
Karoussel, d. v. s. stak til Ringen fra Vogn i Rosenborg Have.
Svenskerne lavede Spotvers derover:
R aadhusbibliotheket.
Klareboderne.
D et G yldendalske B ogforlags B ygn in g inden O m bygningen i 1904— i
Holsten have vi
vundet,
og Jylland have vi
fundet.
Konning og Dron
ning de aag i
Ring,
da vi fik Fyn og
Sjælland ind.
En Del af Hoffets
Forlystelser var alt-
saa henlagt til Kon
gens Have. Det var
nu ikke altid, at de
kongelige H erska
ber selv optraadte.
En Gang imellem,
og vistnok altid paa
Fastelavns Mandag,
blev Amagerne hen
te t ind i deres ejen
dommelige D raater
for a t lave Faste
lavnsspil. Ifølge en
Regnskabspost fra
1653 blev der i Ha
ven hængt „et Vand
trug op i en Line,
som Bønderne red
e fte r“. Altsaa, naar
R ytteren med sin
Lanse eller Stage
tra f dette V andtrug
paa
en
bestem t
Maade, drejede det
rundt og udgød sit
Indhold over Pris-
tageren.
Dernæst maa man
tænke sig Kongen
og Dronningen om
Aftenen forklædte
som Amagerbønder
holde „W irtschaft“ som K rofar og Kromor for deres Gæster, der
alle mødte i Forklædning, i „Det blaa Lysthus“.
E fter 1660 synes Festlighederne dog først a t tage Fart. „Den
lange Sal“ hedder nu altid „Dansesalen“; der tales i Regnska
berne om Knager til at hænge Ballettens Klæder paa og om
Foderalet til Dronningens „Symphoni“. Dronning Sophie Amalie el
skede Dans, Maskerader og Udklædninger; hun var ung, med et
hæ ftigt Temperament og holdt af at more sig, særlig yndede hun
selv at optræde i Forklædninger — helst saa mange som muligt.
Medens et tre Dages Besøg af Sveriges tidligere Herskerinde,
Dronning Christine, i September 1660, ikke vides a t have givet
Anledning til større Festligheder, gik det derimod lystigt til i
E fteraaret 1663, da Rosenborg fik Besøg af Prinsesse Anna So-
phies Fæstemand, Kurprins Johan Georg af Sachsen, Der holdtes
Tafler og der holdtes Karouseller, hvor Kavalererne var til Hest
og Damerne til Vogns. — Blandt disse saa man ved Siden af de
kongelige og fyrstelige Damer de to senere saa berøm te eller
rettere berygtede Fruer, Madame Marie Giildenløve, née Grubber
150