Snedkerbogen

anden, og træet svinder. Tørringen sker ikke ens

artet overalt i træet, idet det yderste lag tørrer hur

tigst, hvorved det indre - fugtige - ved udsættes for

tryk, der kan blive så kraftigt, at yderlaget revner

eller ridser.

Savet træ deformeres under tørringen alt efter dets

»position« i stammen, således som det i overdreven

form vises i fig. 3. Se også under afsnittet: Træets

teknologi.

RESERVENÆRINGEN

Stivelsen udgør hovedparten og aflejres i de unge

celler med den opgave at gøre veddet hårdere og mere

vandtæt. Saften indeholder de æggehvidestoffer og

sukker - som efterstræbes af snyltende insekter og

svampe, og det er altså disse stoffers skyld, at dele af

træet kan blive uanvendelige.

HARPIKS, GUMMI OG ANDRE

FYLDESTOFFER

giver træet dets karakter - anvendelsesmæssigt. Har

piks, som findes i særlige harpiksgange, især i fyrre

træ, og navnlig i kernetræet, gør veddet tungt og hold

bart og er opløseligt i alkohol og terpentin, men ikke

i vand.

Gummi af den slags, der f. eks. flyder ud af såret

i et kirsebærtræ, har det modsat: Opløseligt i vand,

men ikke i alkohol. (Nåletræer: Terpentin er harpiks

opløst i æterisk olie).

Garvestoffer findes opløst i cellesaften i blade,

bark, ved og galæbler og har flere opgaver, bl. a. er de

antiseptiske og beskytter mod snylteangreb; det er

vistnok også dem, der »bærer« farvestofferne.

CELLERNE

De forskellige stoffer optages i celler og cellevægge.

Plantecellen består af cellevæggen, der dannes af cel

lulose, og af en eller flere cellekerner omgivet af

protoplasma. Cellekernerne spiller hovedrollen ved

cellevævets formering, der sker ved deling.

Følgende fire celleformer findes hos løvtræerne:

Vedceller, kar, parenkymceller, marvstråleceller (plus

af og til trakeider).

Vedcellerne:

er oftest flere mm lange, mens man selv med lup har

vanskeligt ved at bestemme bredden. De er tykvæg-

gede og spidse og løber i træets vokseretning inde

holdende luft og vand, men tjener desuden til at give

træet - stammen - styrke og sejghed. Det er døde

celler (med fine porer i væggene), som med deres

mængde og karakter bestemmer veddets tæthedsgrad.

Karrene (karstrengene):

er rør af sammenvoksede celler, der har skilt sig af

med endevæggene. Der er ikke så mange af dem som

af vedcellerne, men de kan ses med det blotte øje, og

de har vandrette porer i de tykke vægge. Gennem

karrene føres vand og næringsstoffer til hele trælege

met fra rod til blade. Det er karrene, man kan se på

tværsnittet af ved, - og det er dem, man også kalder

porer. De fleste af dem dannes i forårstiden, hvor den

»transporterede« vandmængde er størst. Efter et

varierende åremål er deres mission tilendebragt, og

nye kar dannet, mens de gamle efterhånden fyldes

med forskellige stoffer og nu tjener som styrkevæv.

Men karrene er som vedceller døde celler.

Parenkymcellerne:

er derimod virksomme celler, der lejrer sig omkring

karrene og er veddets svageste del. De har tynde

vægge og opbevarer reservenæringen til anvendelse

hvert år for nye skud og for frøproduktionen. De er

ganske små og kan ikke ses med det blotte øje.

Marvstrålerne:

består af »bløde« (levende) celler og går fra kambiet

ind mod marven; de forløber tværs på træets længde

retning. Træet kløves lettest, svinder og revner mest

langs marvstrålerne, der forøvrigt er karakteriserende

for hver enkelt træsort ved spejlets større eller mindre

udstrækning og »glans«. Marvstrålerne er dels for

rådsvæv, dels transportvæv for den radiale stof

transport. Hele dette element af celler optræder efter

bestemte love i veddet (eller: trælegemet) med ganske

bestemte funktioner. Men forholdet mellem enhederne

varierer efter træsort - og det er dette forhold, der

giver den enkelte træsort sin særlige karakter.

TRÆETS OPBYGNING

Marven dannes i træets første leveår og vokser

herefter kun i højden, mens væksten iøvrigt sker fra

dannelseslaget - kambiet - mellem ved og bark.

Den inderste del af barken er basten, som består af

de sidst omdannede kambiumceller, der er 1-2 mm

lange, sejge, stærke og modstandsdygtige. Den yderste

bark består af døde luftfyldte, isolerende korkceller.

De af kambiet indvendigt dannede celler udgør

vedmassen, der vokser år efter år, fra forår til efterår,

i årringe med en ring for hvert år. Det er således let