Snedkerbogen

L I M ,

L I M N I N G S M E T O D E R

O G A N V E N D T E

M A S K I N E R

e 2

Fig. 579.

Ovenstående ses en reproduktion af en skulptur,

der skal stamme fra 1500 f. Kr. og som viser de

gamle ægyptere i færd med at finére. Til højre ses

limpåsmøringen, i midten pressen, der i al enkelthed

klaredes ved at lægge sandsække ovenpå finéren, og

yderst til venstre ses det færdige arbejde.

Også romerne kendte finéringsteknikken, idet Pli-

nius fortæller, at Cæsar var meget stolt af et pragt

fuldt finéret bord; men derefter går der mange år,

hvor denne teknik tilsyneladende er gået i glemme

bogen, indtil der i det 17. og 18. århundrede blev

fremstillet pragtfulde finérede møbler i Frankrig og

England.

I midten af forrige århundrede fremstilledes kryds-

finérer, men ikke før i begyndelsen af tyverne fik det

sit store gennembrud, og nu er der ikke mange om

råder, hvor krydsfinéren ikke under en eller anden

form har fundet sin plads.

Udviklingen går fremad med kæmpeskridt, og der

er flere og flere områder, hvor man har fundet det

fordelagtigt at lime fremfor at benytte tidligere sam

lingsmetoder. Man limer metaller, hvor hærdetempe-

ratureme ligger over 300° C, hvorved mulighederne

for at fremstille helt nye konstruktionselementer af en

enestående styrke forenet med ganske ringe vægt, kan

bringe uanede perspektiver for udviklingen.

L I MN I NG EN S M Å L OG

G R UND P R I N C I P P E R

Limning, hvilket jo vil sige en fast forbindelse mel

lem to træflader ved hjælp af et lag bindemiddel, har

altid været en fundamental forudsætning for trætek

nikkens udvikling. Ved limning kan man fremstille

større genstande end, hvad træets naturlige dimen

sioner ellers tillader. Træet kan gennem moderne

limningsmetoder udnyttes bedre, hvilket indebærer

en økonomisk gevinst, ligesom den større formbestan-

dighed ved f. eks. lamelkonstruktioner betyder en

højnelse af kvaliteten.

Alle limsubstanser såsom dyriske, vegetabilske, ka

sein samt de forskellige kunstharpikstyper er kolloider,

det vil sige, de består af relativt store partikler sam

menlignet med sådanne stoffer som salt, sukker og

lignende (krystalloider). I vandopløsning trænger kry-

stalloiderne sammen med vandet langt ind i porøse

underlag som træ, medens de kolloidale limstoffer

derimod trænger relativt lidt ind og for størstedelen

blot danner et lag (en film) mellem de træflader, som

skal samles. Hårde træsorter, såsom eg, hickory og

teak får ved bearbejdning let meget glatte flader og

er derfor vanskeligere at lime end de mere porøse

træsorter, som f. eks. fyr, gran og asp. Limen har

lettere ved at få fæste og forankre sig i de mange

porer i disses flader. Sin styrke opnår limningen, når

limen overgår fra flydende til fast form. Dette sker

enten ved, at opløsningsmidlet (almindeligvis vand)

optages af træet, eller ved, at limsubstansen hærder

på grund af kemiske reaktioner, som det sker ved

kunstharpikslimningen (polymeriseringen).

Hvad den påførte limmængde angår, kan man ikke

uden videre gå ud fra grundsætningen: Jo mere des

bedre. Et tykt lag lim forbedrer ikke kvaliteten. Ved

sprøde limsorter, som f. eks. almindelig urea-harpiks-

lim, virker et sådant tykt lag direkte skadeligt. Alene

af sparsommelighedshensyn bør man anvende tynde

limlag, hvilket for øvrigt er tilstrækkeligt, for at man

kan opnå en første klasses limning, forudsat at man

spreder limen i et jævnt lag. Et overskud af lim til

fører træet så meget mere vand, som senere skal

fjernes gennem en tidsspildende tørring, og da for

andringer i træets fugtighedsindhold altid medfører

formforandringer og spændinger, er det også af denne

grund ønskeligt, at man ved limningen ikke tilfører

332