338 / 407
er sure, og overdreven tilsætning af hærder kan efter
hånden ødelægge træet, eller i hvert fald fremkalde
uheldige farvninger.
Fenolvarmlim anvendes ofte sammen med fyld
stoffer i pulverform, som har til hovedformål at re
gulere viskositeten samt forbedre styrken, og disse
fyldstoffer benævnes sædvanligvis hærdere.
F O R S K E L L I G E L I MTYP ER OG
DE RE S ANVENDEL S E
I. LIMTYPER
Glutinlim
(eller bedre kendt som snedkerlim).
Glutinlim er vel nok den ældste af alle de kendte
limsorter, og fremstilles hovedsagelig af hudaffald og
dyreknogler. Limsubstansen, som udvindes fra disse
råstoffer gennem forskellige renselses- og kognings
operationer, består for størstedelens vedkommende
af det kemiske stof glutin. Glutin af hudaffald er
kemisk set bedre end det længere »nedbrudte« glutin,
der udvindes af ben. I praksis betyder dette dog mere
en artsforskel end en kvalitetsforskel, hvilket er årsag
til, at benlimopløsning som regel anvendes mere kon
centreret end hudlimopløsninger. Glutinlimen kaldes
ofte animalsk lim eller varmlim. Man bør dog huske
på, at også blod- og kaseinlim er af animalsk oprin
delse. Navnet »glutinlim«, som sigter til limens virke
lige sammensætning, er derfor absolut at foretrække.
På markedet forekommende limsorter, som hoved
sagelig anvendes som snedkerlim, er følgende:
A) Glutinvarmlim
1) Hudlim
2) Benlim
B) Glutinkoldlim
1) For koldpresning
2) Med tilsætning af hærdere for varmpres
ning.
Glutinvarmlim.
Egenskaber.
Glutinlimen, som endnu ved århundredets begyn
delse indtog en dominerende stilling inden for sned
keriet, er i vore dage for en stor del blevet erstattet
af de moderne kunstharpikslime.
På grund af en del værdifulde egenskaber vil glu
tinlimen sandsynligvis aldrig helt fortrænges. De vig
tigste af disse egenskaber er:
1) Umiddelbar klæbningsevne og god styrke.
2) Sammentrækning af ikke helt plane limflader,
hvorved limen fylder og jævner limfugens ujævn
heder ud. Dette skyldes dels, at tykke glutinlimlag
ikke forringer limfugens styrke, dels glutinlimens
udprægede tendens til at trække limflader mod
hinanden.
3) Ved presningen er blot et relativt lavt tryk nød
vendigt.
4) Limen er praktisk talt neutral (i modsætning til
f. eks. den alkaliske kaseinlim, som let misfarver
modtagelige træsorter).
Ulemperne er:
1) Limopløsningen må påstryges varm.
2) Limen binder kun, såfremt den får lov at størkne
under pres; når presningen ophører, må den være
kold og størknet. Glutinlim kræver således korte
limningstider og lange pressetider, i hvert fald
sammenlignet med kunstharpikslim; af denne
grund egner glutinlim sig som regel ikke for mo
derne produktion i større målestok, hvor disse
krav af produktionsmæssige grunde (i almindelig
hed) ikke kan opfyldes.
3) Limens store følsomhed over for fugtighed, som
ganske vist kan mindskes noget, men ikke til
strækkeligt, gennem tilsætning af hærder.
4) Limens dragningsevne virker i visse tilfælde ge
nerende. Ved fremstilling af massive lamelplader
fremkommer let ujævne flader, idet finéren træk
kes ned i mellemrummene mellem lamellerne.
Kvalitetssynspunkter.
Da et større antal hud- og benlimsorter findes på
markedet, må man ofte besvare spørgsmålet om,
hvilken af disse sorter, der er bedst egnet. Holder
man sig til de kendte mærker, kan man roligt sige, at
limsorter af en kvalitet, der er dårlig på grund af
fabrikationsfejl, vel knapt træffes mere, hvilket skyldes
de større fabrikkers høje tekniske standard. (En und
tagelse var autoklavlimen fra krigens år, som af prin
cipielle grunde ikke kunne være fri for fedt, hvilket
altid nedsætter limens styrke). Hvad den normale for
skel mellem hud- og benlimssorter angår, plejer hud
limens gennemsnitlige styrke at være kendelig større
end benlimens, når man til sammenligningen bruger
limopløsninger med samme koncentration. Denne
sammenligning har i regelen ingen praktisk værdi,
eftersom benlimsopløsningerne på grund af ben
limens lavere viskositet (= større flydeevne) kan til
beredes mere koncentreret end hudlimsopløsninger,
således at praktisk taget samme styrke opnås.
336