365 / 407
Gummisækken lægges ind (eller trækkes over for
men), og åbningen lukkes lufttæt med klemmer. Gen
stande, som presses indefra, f. eks. dråbeformede
benzintanke til flyvemaskiner, forsynes med en helt
lukket pose af gummi med ventil. Ventilen er gummi
sækkens svageste punkt og lækage forekommer oftest
der.
Tryk- og opvarmningsmidlet sættes på så hurtigt
som muligt, hvis det er varmt. Langsommere, men
sikrere, er den metode, som går ud på at sætte tryk på
først og senere gradvis opvarme det mellem autoklave
eller form og opvarmningsaggregat cirkulerende mid
del (vand, gas eller luft). For store genstande kan en
afkøling under tryk til under 60-70° C være fordel
agtig. For limning af mindre buede flader inden for
møbelindustrien etc. anvender man oftest en form
presse. Fig. 592.
Metode 5. Elektriske strålevarmeplader
af metal,
eventuelt indesluttede i en gummiplade, kan med for
del anvendes til limning af såvel plane, som i sær
deleshed enkeltkrummede flader ved bøjning af finér,
kantfinéring etc.
Metalstrålevarmeplader anvendes sammen med lav
spændingstransformatorer, som transformerer strøm
men udefra ned til en ufarlig spænding.
I elektrisk varmede gummiplader er tynde metal
folier indbyggede. Disse kan uden videre tilsluttes
nettet med ganske almindelige koblinger. Med metal
båndet eller gummipladen udføres limningen således,
at de presses mod den genstand, som skal finéres, eller
mod den skabelon, på hvilken den er monteret, ved
hjælp af hensigtsmæssige trykorganer, f. eks. skrue
tvinger, trykslanger eller stålbånd. Limfugen kan også
presses mellem 2 opvarmningselementer, hvis man af
en eller anden grund vil fremskynde hærdningen sær
ligt. Først når det hele er monteret, slås strømmen til
for en passende tid.
Modstandspladerne (opvarmningselementerne) be
står af metal med en relativt lav ledningsevne, f. eks.
nysølv, stål eller messing. Tykkelsen, som beror på
materialets ledningsevne, plejer at være 0,2-0,5 mm.
Tilslutningen sker gennem almindelige svære kobber
ledere. Transformatorens maksimale limningskapacitet
er afhængig af dens effekt. Almindeligvis kan 1-2 m2
finérplade limes inden for 5-6 min., når det drejer
sig om finér af almindelig tykkelse. Strømmen be
høver ikke at være koblet til hele tiden. Det er til
rådeligt at kontrollere temperaturen på en eller anden
hensigtsmæssig måde, f. eks. ved at indføre et glas
termometer. Ellers kan man praktisk prøve sig frem
til de kortest mulige presse- og opvarmningstider.
Strømforbruget er på ca. 0,2-0,5 kWh/m2 finéret
(eller limet) flade.
Metoden er fordelagtig for visse specielle arbejder,
f. eks. finéring af profillister, rygstød på stole etc.
Limningen kan ske meget hurtigt med hurtighærdende
kunstharpikslime.
Limningen med den elektriske ledende gummiplade
er effektiv, eftersom denne danner en elastisk tryk
pude, hvorved presningsfejl undgås. Krumme form
limninger kan udføres med lave omkostninger til op
spændingsapparater eller andre hjælpemidler.
Metode 6. Opvarmning m ed højfrekvensstrøm (di
elektrisk opvarmning).
Opvarmningen beror på tab
af elektrisk energi i materialet, træet eller limen. Jo
større træets volumenvægt og fugtighedsindhold er,
desto større er tabene. Eftersom limen indeholder
meget vand, opvarmes den mere end træet. På grund
heraf kan man opvarme limfugen meget mere end hele
træmassen i en konstruktion i modsætning til forhol
det i f. eks. en varmepresse eller i et varmekammer.
Metodens fordele.
Hærdning af limen med dielektrisk strøm har føl
gende fordele:
1. Hurtig opvarmning i limfugen, uden at varmen
behøver at passere hele trætykkelsen.
2. Opvarmning af limfugen uden nævneværdigt tab
af fugtighedsindholdet i træet, således at en efter-
konditionering af træet er unødig.
3. Dielektrisk
opvarmning
kan anvendes
fo r krum
m ed e o g dobbeltkrummede
flader, hvor presseop
varmning ville være uøkonomisk, f. eks. på grund
af værktøjsudgifter.
4. Dielektrisk opvarmning tillader en
hurtig hærdning
af limfugen
i tykke konstruktioner
af
lagdelt træ,
(se resorcinol- og fenol-resorcinollim), hvor op
varmningen kan tage timer med andre metoder,
såsom varmepresse eller varmekamre.
Ulemperne o g m etod en s begrænsning.
Metodens største ulempe, som indskrænker dens
anvendelighed, er det
kostbare udstyr
og de høje
drifts
udgifter fo r højfrekvensenergi,
samt vanskeligheden
at opnå ensartet opvarmning i hele limfugen.
Selv om man blot opvarmer limfugen og materialet
mellem elektroderne, er den en dyr varmekilde sam
menlignet med damp, varmt vand eller varm luft. Af
denne grund anvendes dielektrisk opvarmning ikke til
limning af store flader, f. eks. krydfinérfuger, hvor
varmhærdning i presse er enklere og billigere, og
heller ikke for altfor store fuger, f. eks. til skibsbyg
ningsbrug, hvor den ellers ville være ideel.
I praksis anvender man med fordel for tiden meto
den for hærdning af limfuger ved fremstilling på
transportbånd af lamelparket, lameltræ, emballage,
værktøjsskafter m. m.
363