363 / 407
Metode 1
anvendes ofte i mindre værksteder, hvor
anskaffelsen af en varmepresse ikke menes at kunne
betale sig. 1-6 mm tykke zink- eller aluminium
plader varmes på et varmebord eller en varmeflade
til mindst 40-80° C. Arbejdsstykket, f. eks. en lamel
plade, bestryges f. eks. med urinstoflim med en hurtig-
hærdende katalysator. Finérarket, som skal limes,
lægges på, derefter den opvarmede plade og til sidst
en træplade som varmeisolering. Det hele indsættes
i spindelpressen, hvorefter denne spændes så hurtigt
som muligt, således at førhærdning undgås. Alminde
ligvis finéres flere plader i samme presning. Hærdnin
gen er afsluttet efter 20 min. til 1 time og arbejdsstyk
ket kan da udtages af pressen. Trykket er ofte util
strækkeligt, og skruerne bør spændes så hårdt som
muligt. Noget mindre omstændeligt er metoden med
elektrisk opvarmede plader, der ved hjælp af lavspændt
strøm fra en transformator opvarmes til den ønskede
temperatur. Arbejdsstykkerne og pladerne lægges ind
i pressen (spindelpresse eller hydraulisk koldpresse),
og strømmen slås først til, når et fuldt tryk er opnået.
I spindelpresser må man ofte spænde efter for at
holde trykket.
På grund af disse metoders langsomhed, det util
strækkelige tryk samt vanskelighederne ved at kontrol
lere limningsproceduren går man mere og mere over
til
hydrauliske varmepresser,
hvilket nu må anses for
at høre til standardudstyret i alle fabrikker for møbel-
fremstilling, krydsfinérfabrikationen m. m.
Opvarmningen sker oftest ved hjælp af lavtryks
damp. I visse tilfælde, særlig når den elektriske strøm
er speciel billig, kan elektrisk opvarmning komme på
tale. Reguleringen er enkel, men varmefordelingen i
pladerne er meget ujævn.
Pressepladerne bør kunne opvarmes til ca. 140
-150° C for at muliggøre limning med fenollim eller
-film. Temperaturen bør kunne reguleres med en nøj
agtighed på ca. ± 2-3° C. I denne henseende syndes
der meget i fabrikkerne; temperaturvariationer på
10-20° C er ikke usædvanlige, og ofte savnes enhver
temperaturkontrol udover måske damptrykmano
meteret. Man bør huske på, at hærdningshastigheden
hos kunstharpikstyperne mindst fordobles gennem en
forhøjelse af temperaturen med 10° C. Desuden er
limens flydeevne afhængig af pressetemperaturen. Ved
højere temperatur hærder limen hurtigere og får der
for mindre tid til at flyde i.
Tilslutningstiden bør være så kort som muligt,
højst 1-2 min. ved omkring 100° C og V2- l min.
ved 140-150° C; ellers er der fare for førhærdning
eller altfor kraftig udtørring af limen (og træet). En for
lang tilslutningstid er at sammenligne med en altfor
lang limningstid. Det er ofte fordelagtigt at anvende
mellemlægsplader af aluminium eller stål, som cirku
lerer i processen med en eventuel afkøling ind imel
lem. Også mellemlæg af krydsfinér anvendes af og til.
Disse mellemlæg formindsker faren for førhærdning,
men øger naturligvis pressetiden. Limforbrugeren bør
opstille et nøjagtigt skema over pressetiderne for for
skellige tykkelser af genstande, der skal limes, gælden
de for de limtyper og de pressetemperaturer, der skal
anvendes. Brugsanvisninger er ofte altfor overfladiske
med angivelsen af pressetiderne. Pressen bør være ud
styret med automatisk tryk- og temperaturkontrol.
Med et maksimalt tryk i det hydrauliske system skal
det spec. tryk være omkring 15-20 kg/cm2, hvilket
f. eks. kræves ved filmlimning af hårde træsorter.
Metode 3. Opvarmning af fu gen i varmeskabe eller
varmekamre
vælger man altid ved limning af meget
tykke genstande, hvor fugen ligger langt borte fra
overfladen og opvarmningen i presse vil tage for lang
tid, og hvor arbejdsstykkets konstruktion og dimen
sioner samt limfugernes tykkelse og antal gør høj
frekvensopvarmningen uøkonomisk. Denne metode
anvendes hovedsagelig til større ting: Skibskøle, span
ter, bjælker, master etc. Montering og presning sker
ved hjælp af et stort antal kraftige skrueanordninger.
Denne metode kræver nøje forsøg i fuld målestok for
bestemmelse af den bedst egnede temperatur, presse
tid, modningstid o. s. v. Jo
større genstande
der skal
limes,
desto længere
bør opvarmnings- og pressetiden
være. Man må give varmen tid til at trænge frem til
fugen, og holde den på en tilstrækkelig høj temperatur
i en vis tid. Ikke blot kammerets temperatur, men også
temperaturforløbet i arbejdsstykket bør måles. Det
en gang fastsatte tidstemperaturskema bør nøje følges
for alle genstande af samme dimensioner. Man kan til
formålet anvende en vel planlagt og bygget tørreovn,
i hvilken man holder et højt fugtighedsinhold i den
cirkulerende luft. Den kan passende udrustes med
dampspiraler til opvarmningen, vandindsprøjtning til
befugtningen samt ventilatorer til god luftcirkulation,
og for at man skal kunne opretholde en jævn tempera
tur i hele ovnen. Opvarmningen af store genstande
skulle medføre en betydelig udtørring i træet, hvor
igennem store spændinger vil opstå i konstruktionen,
særligt i fugerne. Da man egentlig tilstræber en op
varmning og ikke en
udtørring af træet,
befugter man
den cirkulerende luft med særlige befugtningsappara-
ter, f. eks. som lige omtalt gennem vandindsprøjtning.
Varmekamre uden befugtning ville tørre lagdelt træ
alt for meget ud, så at træet ville krympe kraftigt,
særligt ved kanterne, og
åbne fu ger
ville
blive følgen.
Det indre
af trælaget ville tørre og krympe
yd erst lang
som t
og en øgning af trykket med skrueanordningerne
ville ikke være tilstrækkeligt for at modvirke tørringen
og krympningen ved kanterne. Praktiske erfaringer
har vist, at man kan undgå udtørring af kanterne (og
361