366 / 407
For at
fremskynde hærdningen bør den størst mu
lige effekt send es genn em arbejdsstykket.
Størrelsen af
denne effekt er blandt andet afhængigt af
arbejds
stykkets masse,
som skal opvarmes, resp. limfugens
dimensioner. Jo større den udtagne effekt er, desto
større er faren for overslag - med øget frekvens
mindskes faren herfor.
Forskellige anvendelsesmåder.
Hvorledes arbejdsstykket opvarmes, beror nærmest
på elektrodernes placering, og dette bestemmes af
konstruktionens størrelse og udformning, samt hvor
dan man sætter limfugerne under tryk.
Principielt findes der tre forskellige måder at an
ordne elektroderne på:
1. Vertikal opvarmning - strømmen er rettet vinkel
ret mod limfugen.
2. Parallel opvarmning udnytter limfugens større
effekttab og koncentrerer derigennem varmen i
fugen.
3. Spredningsfeltopvarmning anvendes, når arbejds
stykket ikke direkte kan placeres mellem elek
troderne.
Ifølge metode 1. opvarmes arbejdsstykkets hele
masse mellem elektroderne og er derfor meget energi
forbrugende og derved relativt dyr. Metoden er lang
sommere end 2. og 3., da limfugen først efter en vis
tid opnår den temperatur, ved hvilken limen hærder
ved ønsket hastighed.
Ifølge metode 2. opvarmes kun limfugen, og derfor
er energiforbruget mindre, og den ønskede temperatur
nås på kortere tid. Da limfugen optager den meste
energi med parallel opvarmning, indvirker små af
vigelser i tykkelsen og vandindholdet meget på tempe
raturen. Efterindstilling af generatoren efterhånden
som limen hærder er ofte nødvendig.
Benytter man sig af parallelmetoden, er det bedst
at lime med en lim som har en lille tendens til gen
nemslag, d. v. s. gnistdannelse mellem elektroderne.
Gennemslaget fremkaldes gennem limens strømleden
de bestanddele, de såkaldte elektrolyter. Hvis dråber
af udpresset lim kommer i berøring med elektroderne,
går strømmen direkte over fra den ene til den anden
elektrode. Anvender man en sådan lim, er det bedst
at have en luftspalte mellem arbejdsstykkets flade og
elektroderne. Slår gnisten over, forkuller både lim
og træ, og omkringliggende limlag opvarmes ikke.
Den 3. metode, spredningsfeltopvarmningen, ud
nytter kun den del af den elektriske feltenergi, som
ikke ligger
direkte mellem elektroderne,
og er derfor
relativ dyr. Metoden er bedst egnet til limning af min
dre flader, eller hvor fugen eller arbejdsstykket
ikke
direkte kan placeres mellem elektroderne.
Af en lim som skal anvendes for højfrekvenslim
ning fordrer man hovedsageligt 2 egenskaber:
1. Hærdningen skal ske hurtigt under den bedst
mulige udnyttelse af den tilførte energi.
2. Limsubstansen skal have en lille elektrisk led
ningsevne, således at lim som udpresses af fugen,
ikke giver anledning til overslag og dermed for
bundne temperaturtab.
Forøvrigt må limen opfylde alle de krav, som man
stiller til en hvilken som helst lim, god levetid, lim
ningstid, hærdningshastighed samt holdbarhed og
vandfasthed i fugen.
Det er bedst at vælge sådanne limtyper, som hærder
ved stuetemperatur eller ved tilpas forhøjet tempera
tur. Foruden den korte pressetid, som man kan opnå
med dem, byder de på en del andre fordele. Ved lim
ning med højfrekvensstrøm giver man blot fugen en
delvis afhærdning, og lader sluthærdningen ske under
en
modningstid v ed stuetemperatur.
Da disse limtyper
allerede hærder ved stuetemperatur, skønt langsomt,
opstår der ikke nævneværdig skade, selv om visse
steder i fugen af en eller anden grund, ujævnheder i
spredningen, træets beskaffenhed e. 1. skulle blive
ujævnt opvarmede og hærdede under presningen.
Nogle råd v ed dielektrisk limning.
Når limfugen opvarmes med højfrekvensstrøm, for
bruges en del af den tilførte energi til at drive vandet
bort fra fugen. Derfor er det fordelagtigt at vælge en
relativ lang limningstid,
for at limen kan tørre så
meget som muligt. Man opnår derved kortere hærd
ningstider. Ofte er en lang limningstid allerede givet
derved, at arbejdsstykket kræver lang tid for sam
lingen.
Ved limtyper, som hærder ved stuetemperatur, må
man sørge for, at limen
ikke førhærder,
inden fugen
er kommet under tryk. Som altid, når det gælder kold
lim, bør limen endnu være fugtig, når tryk og varme
anbringes.
En del, ca. Vs, af det vand, som er nødvendigt til
limtilberedning, kan erstattes af denatureret sprit.
Dette bevirker, at limen tørrer hurtigere og derved
også hærder hurtigere.
Tem p eraturen bør kontrolle
res,
f. eks. ved at man borer et hul i et prøvestykke
og stikker et lufttermometer eller et væskefyldt glas
termometer (ikke kviksølv) derind. For nøjagtig ens
arbejdsstykker og hærdningsbetingelser er en engangs-
kontrol tilstrækkelig.
Fugtighedsindholdet
i træet holdes passende ved
6-8 %. Et lavere vandindhold fordrer længere tid til
opvarmning, og et større vandindhold kan give for
styrrelser gennem dampudvikling på elektroderne; tørt
Lim for dielektrisk hærdning.
364