Debatten om Københavns 3. hovedbanegård
1864-1911
A fJens Vibæk
Da Nordbanen til Helsingør over Hillerød (med sidebane fra Hellerup til
Klampenborg) åbnedes i 1864, var man nået til en nyordning af de kø
benhavnske jernbaneforhold. Forud var gået en række bevægede, til ti
der stormfulde forhandlinger og debatter i jernbaneselskabet, i Rigsda
gen, i kommunalbestyrelsen og ikke mindst i pressen. Problemet var
placeringen af den københavnske endestation. Vestbanen til Roskilde
fra 1847 var i 1856 forlænget til Korsør. Den udgik fra Københavns før
ste banegård, der lå, hvor den nuværende ligger. Den duede ikke mere,
da Nordbanen kom til. Den største hindring var den stærkt trafikerede
Vesterbrogade, der simpelt hen forbød niveauoverskæring; og en tunnel
lå uden for datidens økonomiske fantasi.1
Nu havde man imidlertid endelig fundet løsningen. Den hidtidige ba
negård blev slet og ret kasseret. Man flyttede i stedet hele virksomheden
over på den anden side af Vesterbrogade, hvor man indrettede person
banegård, godsbanegård, remiser og værksteder. Fra denne banegård
førtes de to baner over dæmningen mellem St. Jørgens sø og Peblinge
søen. Kort efter Vodroffsvej delte banerne sig. Nordbanen gik over Nør
rebro mod Hellerup, og Vestbanen førtes uden om det egentlige Frede
riksberg til Vigerslev, hvor den stødte til den oprindelige banelinie. Her
med gik strækningen til den første banegård og dermed Valby station ud
af sagaen, medens Frederiksberg nu fik sin station.
Nu stod der så en ny personbanegård (mellem Vesterbrogade og Pa
ladsteatret) med to perronspor, ét for afgang og ét for ankomst, dækket
af den store perronhal. Mellem de to perronspor fandtes to rangerspor,
og alle fire endte ved en drejeskive ud tilVesterbrogade. Fra denne bane
gård ekspederedes togene vestpå med tre daglige togpar, og det samme
gjaldt Nordbanetogene. En særlig Klampenborgstation lå lidt længere
henne ad Vester Farimagsgade, omtrent ud for Studiestræde. Her var om
sommeren en hektisk trafik; ofte måtte folk stå i kø for at slippe ind på
stationen. Alligevel var man ganske tilfreds med situationen og så for-
136