141 / 187
Debatten om Københavns 3. hovedbanegård
Iløbet af halvfjerdserne voksede såvel person- som godstrafikken eks
plosivt. Hertil bidrog først og fremmest åbningen af tre selskabet på
tvungne baner. Den 4. oktober 1870 åbnedes Sydbanen fra Roskilde til
Masnedsund. Nordvestbanen fra Roskilde til Kalundborg var klar 1875,
og endelig indviedes banen fra Frederiksberg til Frederikssund 1879.
Medens overdragelsen til staten fandt sted, færdiggjordes Københavns
havnebane, der udgik fra godsbanegården, og hvis få tog fik lov at kryd
se Vesterbrogade.
En stærkt stigende trafik i 1874/75 fikDsJ's bestyrelse til at overveje en
allerede hårdt tiltrængt udvidelse af banegården. Det var noget, man nø
dig skred til, dels var det meget dyrt, dels ville det medføre besværlige
forhandlinger med staten og kommunen om økonomisk bistand.
Da derfor en tilsyneladende afmatning i trafikken syntes at indtræde i
1876, gned DsJ sig i hænderne og tænkte, at nu gik det nok. Fremsynede
kan man ikke kalde selskabets ledere. Men dette enfoldige håb skuffe
des meget hurtigt, da trafikken straks tog et nyt opsving. Det var navnlig
de store ophobninger af godsvogne, der vanskeliggjorde trafikkens af
vikling. De ankommende vogne kunne ikke umiddelbart anbringes ved
læssesporene, men måtte afvente læsningen på rangersporene, så range
ringen blokeredes. Derfor turde man ikke vente længere, og 1877 rette
de DsJ en anmodning til indenrigsminister Skeel3om, at regeringen ville
nedsætte en kommission til behandling af de københavnske jernbane
forhold.4 Man henstillede, at foruden regeringsrepræsentanter også
kommunen og DsJ samt eventuelt andre autoriteter fik sæde i kommis
sionen.
A.F. Krieger noterer kort efter i sin dagbog:5»Skeel pønser på en kom
mission til undersøgelse af spørgsmålet Københavns jernbanegårds en
delige ordning«. Så let gik det nu ikke med »det endelige«. Der skulle gå
40 år, inden en sådan ordning opnåedes.
Kommissionen nedsattes 11. november 1878. Som formand udpege
des A.F. Krieger,6 der i en menneskealder havde spillet en vigtig politisk
rolle, først som Nationalliberal, nu i Højre, og flere gange havde været
minister. De øvrige var hans politiske fælle, lægen C.E. Fenger, borgme
ster i København, også tidligere minister, endvidere departementschef i
finansministeriet C.A. Caroc (det kunne forventes, at der måtte penge på
bordet), oberst H.T. Wenck, vejinspektør og indenrigsministeriets tekni
ske konsulent i jernbanesager, arkitekten F. Meldahl, borgerrepræsen
tant og direktør for Kunstakademiet, fabrikejer L.R Holmblad, højeste
139