103 / 140
— 100 —
Krudt«. Landeværnssoldaten skulde derfor »beholde
sine Vaaben i sit Hus og bagefter have dem forærede
som en Hædersgave, saa at han kunde øve sin Søn i
disses Brug og overgive ham dem til Brug efter
ham.«
Hermed hang det sammen, at Berg vilde have
Soldaterudskrivningen gennemført til Bunds. Endnu
i Samlingen 1882—83 klagede han over, at den al
mindelige Værnepligt kun eksisterede paa Papiret,
og paastod, at hvis den blev gjort til Alvor, skulde det
være let for Danmark »at stille 100.000 Mand op til
Fædrelandets Forsvar«. I samme Tale kom han ind
paa sin anden Yndlingstanke, den nordiske Forsvars
overenskomst, og angav Tallet paa den Hær, der i saa
Fald kunde stilles op til Nordens Forsvar, til 400.000.
Ud fra dette Stanpunkt, saa naivt, men dog saa
umiddelbart tiltalende og nobelt, angreb han
Estrups og de Sagkyndiges Forsvarsplan som »Mili
tarisme«. Han vilde have et bestemt Skel mellem
disse to Ting: Militarismen og Fædrelandets Forsvar.
»De forholdt sig til hinanden«, sagde han, »som en
fordærvet Klerus forholder sig til Religionen«. For
gæves spurgte Monrad ham, hvorledes der kunde
ligge Militarisme i Kjøbenhavns Befæstning, som dog
ikke stillede Officererne bedre, ikke gav dem højere
Løn, højere Rang, eller Skattefrihed. Han blev ved
sin Sondring. Og han gennemførte den ogsaa overfor
Hørups Ord: »Hvad skal det nytte?«, som han sam
menlignede med en Kniv, der vel skulde bruges, men