106 / 140
— 103 —
terede kun det officielle Forhold mellem Konge og
Folk, der var ikke med dets Forsvinden sønderrevet
noget Baand som det, paa hvilket Frederik den 7des
Kongeslot, Frederiksborg, var et Symbol. »Det syn
ker ikke i Grus med nogen berettiget Forventning
om at blive rejst af Ærbødighed for, hvad det i vor
Tid har været som Kongeborg og Rigsdagsbolig«. Og
videre taltes der om Ruinernes tause Sprog, »hvor der
ikke er noget Ord for, at det, der her er faldet, vil
blive rejst igen«.
Dette opvakte i Kjøbenhavn et sandt Raseri mod
Berg. Sorgen over Slottets Brand slog over i Harme
over, at der skulde gøres Politik ud deraf. Det var
ikke langt fra, at man beskyldte Berg for at være
Skyld i Branden. I hvert Fald løb der de sjofleste
Rygter gennem Byen om hans Optræden under Bran
den: han havde kun tænkt paa at redde sine egne
Sager, og personlig havde han især taget sig af et
vist lille Møbel. De store Indsamlinger til Slottets
Genopførelse, der blev sat i Gang, var ikke mindst
ment som en Protest mod Berg.
Paa denne Sag blev Berg atter uhyre upopulær i
Kjøbenhavn. Han havde nu den offentlige Mening
imod sig, i Ryggen havde han de Radikales Hævn
lyst, og til Støtte havde han kun de Moderates Parti,
der aldrig havde glemt den »Udryddelseskrig«, han
faa Aar iforvejen havde paaført dem. Saaledes bun
det og bastet maatte han tage mod Slag af den
kampberedte Provisorisme. Nu var Nederlaget for
Alvor over ham.