104 / 140
— 101 —
den maatte kun bruges overfor Militarismen, ikke
overfor Fædrelandets Forsvar.
Men lige saa vederstyggelig som Begrebet Mili
tarisme var paa den anden Side den Tanke Berg, at
det bedste Værn for Danmark skulde være i n t e t
Vær n . En saadan Tale kalder han »en patriotisk
Sygelighed«, og benægter i Samlingen 1872—73, hvor
dog Forsvarstanken endnu laa lammet under Mindet
om Krigen 64, at der her (i Folketinget) vil findes
en eneste Talsmand for den Tanke«. Han taler ogsaa
ved den Lejlighed om den Betydning for Folkets Gen
rejsning efter en ulykkelig Krig, det vil have, at der
er kæmpet til det yderste for Selvstændigheden.
Berg var Forsvarsmand i hvert Slag af sit Hjærte.
Det hang sammen med hans hele Livssyn, med hans
hele menneskelige Natur. I den Sag maatte han og
Hørup være som Ild og Vand. Forsaavidt kunde
Hørup have en p e r s o n l i g Ret til at betegne ham
som »Venstres mest militaristiske Medlem«. Hvor
langt Berg vilde være gaaet i denne Sag, hvis Magten
og Ansvaret var bleven lagt i hans Haand, kan ingen
vide. Han havde sikkert ikke sagt »sit sidste Ord«,
for at bruge en Vending af ham selv fra Hærlovs
forhandlingen i 1880. Thi i alle hans Udtalelser
havde hidtil det p o l i t i s k e Motiv spundet sig ind.
Ogsaa Forsvarssagen skulde visne i Estrups Haand.
Men i Bergs Haand?
Dette Spørgsmaal har han uden Tvivl besvaret for
sig selv i Sommeren 1884. Efter Valget den 25. Juni