154 / 470
ZÜNFTIGHED .
» X X r o komm en erbare Meister und Gesellen zusammen?« lød Spörgs-
W maalet, naar to Stenhuggere mødtes paa Rejse og stod prøvende
overfor hinanden. — »Zu Wasser und zu Lande«. — Derefter spurgtes der:
»Wo sind die drei ältesten Plätze der Steinhauer?« — »Strassburg, Wien,
Zürich« var det oprindelige Svar, men i ridernes Løb skiftede Byernes
Navne. »Magdeburg, Hamburg, Heidelberg« svaredes der senere, og endnu
senere: »Heidelberg, Magdeburg, Kopenhagen«.1 Det sidste Svar maa skrive
sig fra den Tid, da der ikke kunde skaffes den enevældige danske Konge
Stenhuggere nok, da det mægtige nye Kongeslots Opførelse gjorde Kjøben-
havn til alle Stenhuggersvendes forjættede Land.
Der er ingen Tvivl om, at disse Svende have staaet haardt paa, hvad
de kaldte »aller rechtschaffenen Steinhauer ihr Gebrauch«, og at de have været
fulde af Vrede over Reglementet af 24 April 1734, der vilde søge at bryde
den Egenmægtighed, hvormed de optraadte. Skulde det Reglement giælde,
vilde de ikke blive her, og saa maatte der heller ikke komme liere fi emmede
Stenhuggere hertil. Kammeraterne udenlands maatte underrettes om, hvoi-
ledes Forholdene vare. Heri laa der en Fare tor Kristiansborgs huitige Op
førelse, og med dette for Oje tog Kristian VI ikke i Betænkning at befale
Postvæsenet at være opmærksom paa alle Breve fra Stenhuggel e og Sten
huggersvende;, de skulde aabnes og eventuelt tilbageholdes.^ Faren di ev imid
lertid over. Reglementet af 1734 blev, som vi ovenfor have set, ikke a l\o i-
ligt gjennemført. Men hvad der tydeligt fremgaar af det Oplyste, ei, at de
zünftige Haandværkerforhold var noget Internationalt, og i saa Henseende