149 / 470
1 3 6
KRISTIANSBORG
nævnt deres Frihed, og dermed troede han, at den Sag var forbi. Men den
fik et betegnende Efterspil. Ti, tolv Dage efter fremkom Svendene med en
Klage. De vare b ievne fornærmede af Politiet og begjærede Satisfaktion.
Derpaa mente Politimesteren dog ikke at kunne indlade sig. Stenhugger-
svendenes »overgivne Væsen tager daglig Overhaand«, skriver han, de ere
saa urolige og selvraadige, at »deres Omgang og T ilhold paa Gaden saa vel
som i Værtshusene om Aftenen idelig maa paaagtes, saafremt Staden og Pu-
hlico ikke mere Fare og Fortræd derunder skal periclitere«. Svendene bleve
imidlertid ikke bragte til Tavshed herved. De imødegik Politimesteren i en
længere Skrivelse, og samtidig rejste de en anden Sag.
..Fire Svende hos Stenhugger Fortling klagede i de sidste Dage af Avgust
1740 over, at Stenhugger G. A. Drechsel, der paa Materialgaarden udførte
forskjelligt Arbejde til Slottet, havde antaget nogle Svende fra Brabant. Dem
vilde de ikke arbejde sammen med, da de ikke vare zünftige; der gaves
nem lig ingen zünftige Svende i Brabant. Gik de i Arbejde med dem, vilde
de blive »straffede«, naar de kom til Tyskland. Og det blev ikke ved Klagen.
Omtrent samtidig med den forlod alle Fortlings Svende deres Arbejde. Dagen
efter fik Hof-Bygmester Eigtved dem rigtignok til at begynde igjen ; der ind
rettedes særlige Arbejdsrum for Brabanterne. Mandag Middag den 5 Septem
ber nedlagde de dog paany Arbejdet og førte nu i otte Dage en »einen Auflauf
ähn lichen Lebensart«, hvad der førte til, at et Par af dem bleve arresterede,
men saa truede Didrik Gerckens Svende med ogsaa at ville nedlægge Ar
bejdet, og overfor denne Trusel faldt Myndighederne tilföje. De Arresterede
bleve frigivne, Brabanterne bleve satte fra Slotsbygningsarbejdet.
Saa kom der Ro igjen. Men Slotsbygningskomm issionen var ikke glad
ved Situationen. Den tænkte paa om muligt at faa lutter Brabantere i Tje
neste og paalagde Eigtved at bringe i Erfaring, om der kunde faas 40 å 50
Stenhuggersvende fra Brabant, og den 14 September indgik den med en
Forestilling om Sagen til Kongen. Nu var Svendenes Overmod steget til det
Höjeste, nu maatte der gribes ind »mit justitzgemässer Härte«, og dens For
slag gik ud paa, at en særlig Kommission skulde undersøge Sagen og l’ore-
slaa de nødvendige Straffe. Allerede Dagen efter resolverede Kongen, at den
ønskede Kommission skulde nedsættes, men — nu fik Slotsbygningskomm is-
sionen Betænkeligheder. Den udsatte egenmægtigt Sagen, »weil es sonsten
einen Aufenthalt in dei Arbeit verursachen mögte«. Det gik allerede lang-