148 / 470
KRISTIANSBORG
1 3 5
paa den liojst skadelige Uorden; men
0111
det gjorde det, er et andet Sporgs-
maal.
Her var ikke Stenhuggersvende nok, le Clerc fik i 1736 og 1737 100 Rd.
for hver Sten- og Billedhuggersvend, han skaffede hertil. Der maatte derfor
tages lempeligt paa dem, hvis man vilde beholde dem, og det vilde man.
Svendene følte sig derfor, som dem, der havde Magten, hvad der kan ses
af forskjellige Tildragelser.
Lakaj Frølund, der var sat til at føre Bog over de forskjellige Svende,
der beskjæftigedes paa Slottet, plejede hver Dag at raabe dem op nedenfor
det Stillads, de arbejdede paa. I Begyndelsen gjorde han det ved Navn,
senere ved et Numer, men herover bleve Stukkatør Brennos Svende for
nærmede. De vægrede sig ved at svare. I den Anledning klagede Frølund
til Hofmarskallen, der indgik med en Rapport til Kongen, hvorefter der blev
skrevet til Slotsbygningskomm issionen, der igjennem Hofbygmesterne hen
vendte sig til Brenno. Hans Svende, oplyste han saa, havde svaret, saa længe
Frølund opraabte dem ved Navn, men paa et Numeropraab vilde de ikke
svare, de vare ikke Soldater. Frølund havde desuden tirret dem ved at bruge
Mund, han havde kaldt dem »capricieuse Canalien«. Modstanden var bestemt,
og saa mente Komm issionen, at den ikke kunde tvinge disse Svende, der
følte sig som Kunstnere. Forlod de deres Arbejde, vilde de ikke være lette
at erstatte, og saa kom der under 19 September 1738 en kongelig Resolution,
der gik Frølund imod. Stukkatørsvendene, der væsentlig vare Franskmænd
og Italienere, sejrede ligesom Aaret efter de tyske Stenhuggersvende.
Den 1 Avgust 1740
0111
Aftenen Kl. 11 gik 40 Stenhuggersvende »Gras-
sategang« i Store Færgestræde, en Gade, der var beliggende paa den nu
værende Hoj broplads. De havde Musik med sig, sang og stojede. Det mente
tre Betjente at maatte forbyde. For at stanse Musiken tog de fat paa en at
Spillemændene, men det vilde Svendene ikke finde sig i. Spillemanden blev
tagen fra Betjentene, der med nogle Vægteres Hjælp dog tilsidst drog afsted
med tre Svende som Arrestanter. Lang blev disses Arrest dog ikke. De
truede nemlig med, at bleve de ikke løsladte, vilde de og deres Kammerater
ophøre med Arbejdet paa Slottet, og saa tillod Politimester Torm deres »re-
laxation«. Han »overvejede«, at »formedelst slig selvraadig Intention, som
disse Folk i deres Ubesindighed let kunde iværksætte, maatte Hans konge
lige Majestæts Arbejde lide Ophold og Sinkelse«. Saa gav han dem som