136 / 695
126
R. W illerslev
Tabellen er inddelt i tre hovedkolonner: de fast for
sørgede, de m idlertidigt forsørgede, hvorfra jeg har ud
sk ilt dem, der modtog temporær brød- og pengehjælp
som en tredje kolonne. Det fremgår af tabellen, at vi har
det relativt største antal af forsørgede under fattigvæ
senet i årene omkring 1855 og 1868, altså netop de år,
da vi på grundlag af leveomkostn ingsindekset sku lle
vente at finde den største nød blandt den arbejdende
befolkning. I 1855 havde København 143,600 indbyggere
og i 1868 175.000. Det vil sige, at i nævnte år var i alt
henholdsvis 13— 14% og 17— 18% af Københavns sam
lede befolkning mere eller mindre m idlertidigt henvist
til fattigvæsenets understøttelse. Inddrog vi desuden de
ovenfor nævnte kategorier, som ikke om fattes af tabel
len, ville vi komme til det resultat, at i 1868 var over
en femtedel af Københavns befolkning helt eller delvis
henvist til at leve på det offentliges bekostning. For
yderligere at give et indtryk af den forfærdende fattig
dom, som herskede i København i 1868, kan man gøre
et forsøg på talmæssigt at opgøre de grupper af befolk
ningen, som fortrinsvis må antages at have været hen
vist til fattigvæsenet. Der kan ikke være tvivl om, at ho
vedkontingentet stammer fra de ikke selvstændige hånd
værkere, medhjælpere ved handelen og daglejerne,
blandt hvilken sidste gruppe hovedmængden af arbejds-
mænd og fabriksarbejdere findes optalt. D isse tre grup
per med deres fam ilier talte i 1870 henholdsvis 31.583,
5.138 og 26.525, i alt 63.246 personer.52 I året 1868 mod
tog 30.410 personer fast eller midlertidig fattighjæ lp,
hvad der rundt regnet svarer til halvdelen af sam tlige
ikke-selvstændige håndværkeres, handelsmedhjæ lperes
og daglejeres antal, når deres fam ilier medregnes.
I året 1870 havde København 181.300 indbyggere. An
tallet af dem, der modtog fattighjæ lp, var i året 1872
ifølge tabellen 16.032, d. v. s. mellem 8 og 9 % af den