132 / 695
1 2 2
R. W illerslev
v ist antal måneders forløb blev de udlejede sager leje
rens ejendom. Når gæ ldsposten i bedste fald var betalt,
var fam ilien allerede forøget.41
Som hovedårsag til gælden angiver arbejderne oftest
for lav arbejdsløn, arbejdsløshed, sygdom, fam iliens for
øgelse o. 1. Gælden er i regelen til marskandiseren for
klæder, til arbejdsgiveren for forskud, til husværten på
grund af huslejerestance, til Assisten tshuset og til sidst
til pantelåneren. Om denne sidste låneform siges, at den
„i Alm indelighed er saa udbredt imellem Arbejderklas
sen, at man næppe finder, enten gifte eller ugifte Arbej
dere, uden at de er i Besiddelse af „Laanesedler““. Pante
lånerne opgives at tage en rente på indtil 200 %.42
Det materiale, som ligger til grund for nærværende
afhandling, stammer for en alt overvejende del fra be
gyndelsen af året 1873 og sku lle således belyse tilstan
den blandt arbejderne, som den var i året 1872. Spørgs
målet er imidlertid, om denne redegørelse har gyldighed
for et større tidsrum , eller om den kun har gyldighed
for netop året 1872 — eller for at udtrykke det på en
anden måde: om året 1872 kan betragtes som et for
holdsvis normalt år, når der er tale om arbejdernes løn
n inger og udgifter? Dette spørgsmål er af den daværende
professor i nationaløkonom i, W ill. Scharling, besvaret
med et afgjort nej. I et par artikler i Nationaløkonom isk
T id ssk rift for 1874 om den danske arbejderstands øko
nom iske stilling — artikler, som for en væsentlig del er
bygget over indenrigsm inisteriets omtalte redegørelse for
arbejdernes økonom iske vilkår — kommer han til det
resultat, at året 1872 var et eksceptionelt år i økonom isk
henseende. 1872 var ifølge Scharling det sidste år i en
længere periode, hvor arbejdslønningerne holdt sig kon
stante. „Det foreliggende Aktstykke maa saaledes betrag