134 / 695
1 2 4
R. W illerslev
til at opstille et arbejderbudget. Men der kan næppe her
ske tvivl om, at arbejdernes leveomkostninger i det væ
sentlige har løbet parallelt med købstadsarbejdernes, om
end på et højere plan. Den eneste post på budgettet, om
hvilken man med rette kunne formode, at den i København
fremviste særsvingninger, er huslejen , men med hensyn
til denne synes der ikke at være tale om nogen forøgelse
fra midten af 1860erne indtil 1872.47 Betragter vi nu
leveomkostningerne for en ufaglært arbejder i købstæder
ne, således som de er udregnet af Jørgen Pedersen, vil
man finde, at 1872 på ingen måde er noget ekstraordi
nært dyrt år. Fra og med 1855 til 1872 er der kun 6 år,
som fremviser lavere leveomkostninger, medens 11 frem
viser højere,48 hvad der i kurveform er illustreret på fig.
1, kurve I. Det fremgår af kurven, at leveomkostninger
ne navnlig i årene omkring 1855 og 1868 lå betydelig
højere end i året 1872. Da nu lønningerne i 1872 som
nævnt i almindelighed lå på et højere niveau end i tiden
forud, må Scharlings konklusion, at de økonom iske v il
kår for de københavnske arbejdere i 1872 sku lle være
unormalt slette, være forkert. Tværtimod må 1872 be
tragtes som et forholdsvis normalt år, og der har været
adskillige år såvel i 50erne som i 60erne, hvor arbejder
nes realløn har været endnu ringere. Men når vi tager
i betragtning den overordentlig lave levestandard, som
mange arbejdere levede under i 1872, er det rimeligt at
antage, at en yderligere forringelse må have henvist
mange af dem til fattigvæsenets forsorg. Jeg har derfor
i tabel 8 foretaget en sammentæ lling af de væsentligste
grupper af forsørgede under fattigvæsenet. Der er i ta
bellen ikke medregnet de syge, konfirmerede børn under
fattigvæsenets tilsyn , børn i fattigvæ senets skoler, samt
enkelte andre mindre væsentlige kategorier, som i 1857
blev unddraget fattigvæsenets adm inistration.49