131 / 695
Fabriksarbejderes og arbejdsmænds vilkår
121
svarer på spørgsmålet, om arbejderens indtægter er til
strækkelige til et tarveligt udkomme: „Naar baade Mand
og Kone gør deres Pligt, naar Familien ikke er for stor
og navnlig ikke har flere ganske smaa Børn, naar intet
Uheld som Sygdom eller Arbejdsstandsning i den gode
Tid støder til — ja! men alle disse Betingelser maa være
til Stede, da det selv med den bedste V ilje ikke er muligt
at lægge til Side for mødende Tilfælde. I Reglen altsaa
n ej“.40
Det er da også hævet over enhver tvivl, at arbejds-
mændene oftest var forgældede. Selv arbejdsgiverne ind
rømmer det alm indeligvis, og alle de 19 undersøgte ar
bejdere opgiver at have gæld. Fabriksarbejderen nr. 5 i
tabel 3 tilføjer m istrøstig, at hans gæld i 13 år aldrig er
form indsket. Men når det drejer sig om årsagerne til
denne forgældelse, gik meningerne, som man kunne
vente sig det, vidt fra hinanden. Jeg kan ikke undlade
at citere en arbejdsgivers synspunkt, fordi det på så
rammende en måde giver udtryk for visse arbejdsgiveres
liberalistiske opfattelse. Det drejer sig om W. A. Tutein
fra Puggaards raffinaderi, som erklærer: „Det er en
Erfaring, jeg meget hyppig har gjort, at naar en Arbej
der faar en Plads i Raffinaderiet, han da meget kort efter
(fire til 6 uger) gifter sig, og da han endnu intet har
sammensparet, han da maa gøre Gæld for at sætte Bo.
Jeg antager derfor, at af 10 Gældstilfælde er 8— 9 op-
staaet af denne Grund — jeg tror overhovedet den alm in
deligste Grund; med andre Ord: det er Arbejderens egen
Sky ld !“ Det var i øvrigt også en temmelig udbredt op
fattelse hos fattigforstanderne, at gælden blev grundlagt
ved ægteskabets indgåelse. Det var almindeligt, at de
nygifte gik til en møbelhandler (eller til en marskandi
ser), hvor de fik en seng, et klædeskab, en sofa, et bord,
et par stole o. s. v. til et beløb af 60— 70 rd. De lejede
da tingene for omkring 3— 4 rd. månedlig, og efter et