544 / 695
534
F rits Heide
bedst om de tilvante Belysningsm idler; de Gasarme sad
altfor højt oppe til, at „man kunde se, hvad man selv
sagde“, og den lille levende Flamme paa det slanke, hvide
Lys lige foran En var jo erfaringsmæssigt det eneste,
man kunde tænde en respektabel Fidibus til sin Mer
skumspibe ved. Cigarer var endnu ikke kommen i Brug
i „Kristian F irtal“, Askebægere kendtes ikke, og sin Pibe
kradsede man ud i Brændekassen. Saaledes randt Dag
for Dag og Aften efter Aften paa dette gamle Sted, over
hvilket baade gode og onde Begivenheder i de kommende
Aar slog ind.
Først oplevede Karen Madsen den Tort, at hendes
fjerde Søn, Sadelmagersvend Johan Ferdinand Madsen,
en Aftenstund sporenstregs maatte køres ud paa A lm in
deligt Hospital, hvor han ikke stod det Anfald af
Deliri
um t remens
igennem , som han var indlagt for; han døde
den
6
. September 1856 og blev fire Dage senere lagt til
Hvile ude paa „A ssisten s
“ .89
Men „Sorrig og Glæde, de
vandre tilhobe — Lykke, Ulykke, de gange paa Rad“, saa
der maatte vel ogsaa komme noget godt. Hvad der selv
følgelig ogsaa gjorde.
Den 14. August 1857 fik Karen nem lig sin ældste Dat
ter, Henriette Augusta, viet i Helliggeistes Kirke til Skræ-
dermester Victor Frederik Andreas Kiilerich
90
— en
Mand, lige saa reel og flittig som gamle Jens Madsen og
tilhørende det bedste københavnske Borgerskab. Den 4.
Juni samme Aar havde han løst Borgerskab i sit Fag og
indtraadte dermed i det Firma, som Faderen, Søren Han
sen K iilerich
91
i 1832 havde grundlagt, Bag Hovedvagten
355. Søren Hansen stammede egentlig fra Thisted, hvor
baade hans Fader og Bedstefader
92
havde været velmeri-
terede Sadelmagermestre med grumme mange Børn, hvis
store E fterslægt paa mange Omraader har gjort sig for
delagtigt kendt. Selv var Søren Hansen gift med en Dat
ter
93
af Bagermester Schreiber paa Christianshavn og sad