180 / 188
Anmeldelser
ster, snarere om et engelsk resume af den danske
tekst. Den engelsklæsende køber vil nok ofte undre
sig over, at otte linier på dansk bliver til en enkelt
linie på engelsk (se f. eks. s. 30). Den udenlandske
køber vil nok også forbavses, når han læser resu
méet til Tønsbergs første artikel, hvor der skrives
om “a mansard roof” med en henvisning til illustra
tionen på s. 8, der er et portræt af familien Holm
skjold! Det er for øvrigt det eneste resumé med hen
visning til illustrationer - et element der medvirker
til fornemmelsen af, at man sidder med et ujævnt
arbejde.
Artiklerne er af blandet kvalitet, dog er de alle
velskrevne, men flere af dem er præget af en alt for
løs korrekturlæsning: der er slåfejl, gentagelser, for
glemmelser i litteraturlisterne og sådan kan man
fortsætte. Derudover har redaktionen ikke ensret
tet noterne: nogle gange er bogtitlerne kursiveret,
og kun nogle forfattere har medtaget litte ra tu rli
ste.
Det er en flot udgave af
Lyngby-bogen
med herli
ge illustrationer, derfor er det en skam, at man ikke
har strammet op på korrekturen af både de danske
og engelske tekster.
Claus Mechlenborg
B jø rn Westerbeek D a h l: G edd es eleverede
kort over K øb en ha vn 1 7 6 1 , B erg ia fon d en
2 0 0 2 . 1 6 5 0 kr.
Undertegnede er forelsket. Så forelsket, at jeg har
hængt Christian Geddes mageløse kort op på væg
gen i m it soveværelse, siden der nu ikke er plads
andetsteds, men så kan jeg også både årle og silde
sende kærlige blikke til København på Frederik
den 5.s tid. Det er en ren æstetisk fornøjelse, når
man fra sin seng ser Oplysningstidens kongeby
’’eleveret”, altså tegnet i perspektiv, så bygningerne
rejser sig en smule, det ser skævt, skrøbeligt og helt
gakket ud. Måske er jeg særlig fortabt, fordi jeg som
historiker har arbejdet med 1780’ernes København,
læst tidens debatter, side op og side ned om Sankt
Hans Hospital, kaldet ’’pesthuset” i folkemunde, om
’’Børnehuset”, forvaringsanstalten og fængslet på
Christianshavns Torv, om spektakler i Garnisons
kirken ved Skt. Annægade og så fremdeles.
Radikale skribenter som N. D. Riegels og R A.
Heiberg skosede hovedstadens vrangsider mod
slutningen af det 18. århundrede, men blev også
modsagt, så man snart ikke ved, hvem man skal
stole på - og sagerne kan kun følges i bogstavernes
verden. Derfor er det mageløst at stifte bekendtskab
med Geddes gulnede kort, det viser blot verden set
fra oven og vidner om, at fortiden har materialitet,
at den rummer en håndgribelighed, der lader sig
nyde hinsides ord, bogstaver og holdninger. Sådan
så byen i hvert fald ud.
Det er dog ikke Geddes arbejde i ren aftapning,
vi får, men en elegant blanding af gyldenbrunt for
fald og poleret restaurering, der spiller fantastisk
sammen og skaber en særlig æstetik. Så gør det
mindre at oversmurt gulvlak og tidens tand har ta
get den oprindelige farvesætning med gule, grønne,
blå og røde bemalinger. Udgiverne har scannet kor
tet digitalt og tilladt sig en frisk manipulation, der
lyser op i forhold til den godt brunede original. Nye
pudsigheder falbyder sig konstant i mylderet af
detaljer. Tag krigshospitalets trelængede gård ved
Peblingesøen, skærmet bag volde og dækningsgra
ve, endnu et årti før byens gamle ladegård blev til
den berygtede sindssygeanstalt Sankt Hans. Tiden
har næsten visket huset på gårdspladsen ud, netop
det hus, hvor de værste galninge var spærret inde
i dårekister. At stedet var ramme om en voldsom
dødelighed foruden almindelig elendighed, det for
toner sig i kortets forsonlige patina. Men man bør
ikke lade sig narre, for i 1760’erne er vi stadigvæk i
de onde gamle dage.
På Nytorv noterer man sig skafottet liggende
som en blanding af krusedulle og splattet flue, se
nere i samme årti blev det for usmageligt med ’’ka
get” inden for voldene, det blev pillet ned og henlagt
til en lokalitet ved Roskildevejen, hvor et par sorte
streger vidner om hjul og stejler. Blikket vandrer
videre. Til de sindrige geometriske haver ved den
nærliggende lystgård Blågården og et lignende an
læg ved Charlottenborg. Til den halvfærdige Frede-
riksstad, der med sine rette linier står i skarp kon
trast til den labyrintiske middelalderby. Man får et
fantastisk syn for sagn. Man reddes endda. Som
da jeg et sted havde skrevet, at man kunne se fra
Drejers societyklub på Amagertorv og hen til Chri
stiansborg - vel kunne man ej - for just imellem lå
Lille og Store Færgestræde, som branden i 1795
omformede til Højbro Plads.
Men hvordan blev kortet til? Som udløber af ma
trikelopmålinger i 1740’erne ønskede Magistraten
et generalkort og tolv mindre kvarterkort, og når
netop den 27-årige holstenske konduktør Christian
Gedde i 1756 blev udpeget til opgaven, skyldtes det,
at hans far som chef for fortifikationskorpset var
’’projektleder”. Inspirationen kom fra et lignende
kort over Paris og skulle stikkes i kobber til of
fentliggørelse. Publikum måtte dog vente i over
to århundreder på udgivelsen, for Geddes arbejde
blev fanget i et spind, vævet af faderens vidtløftige
idéer, Magistratens utålmodighed og almindelig bu
reaukratisk tåge. Efter fire års arbejde afleverede
Gedde det færdige kort til Danske Kancelli i 1761.
Magistraten forstod ikke, hvor det var blevet af, op
havsmanden var samtidig forsvundet til en stilling
177